Sådan starter man en blog om klima/bæredygtighed
Interview med Annegrethe Jørgensen, stifter af Bedsteforældrenes Klimaaktion og redaktør på bloggen ”Fremtiden i vore hænder”.
I 1974 blev den norske forening ”Framtiden i våre hender” stiftet for at oplyse om global retfærdighed og bekæmpe ressourcespild og overforbrug. I Danmark har den tidligere haft en lokalafdeling, som dog ikke længere eksisterer.
…til gengæld er ”Fremtiden i vore hænder” også navnet på en god, gammeldags og dansksproget blog, der blev indledt midt under coronakrisen. Selvom den ikke er tilknyttet den norske forening, er der en del fællestræk i deres formål, idet bloggen skal inspirere til samtale og løsninger i forbindelse med den grønne omstilling. Den tilrettelægges af en redaktionsgruppe og har et stadigt voksende antal skribenter og gæsteskribenter.
Hvordan fik I ideen til “Fremtiden i vore hænder”?
Det var faktisk en gammel ide. For nogle år siden startede jeg dens forgænger – en blog med navnet ”Solsangen”. Den handlede om det samme som ”Fremtiden i vore hænder”, nemlig klima og om at viderebringe oplevelsen af, at vi alle sammen kan gøre noget for at løse de globale problemer. Men jeg fik ikke megen tid til at udvikle den, da jeg kort tid efter blev shanghajet til Klimabevægelsens bestyrelse på et landsmøde.
Under den første coronanedlukning begyndte jeg og forfatteren Lone Belling så at skrive debatindlæg til Aarhus Stiftstidende – uafhængigt af hinanden. Jeg kendte i forvejen Lone, da hun havde udgivet bogen ”Bæredygtighed” (2019), hvor hun interviewede mig om Bedsteforældrenes Klimaaktion. Da jeg opdagede hendes debatindlæg, tog jeg kontakt til hende, og vi skrev frem og tilbage i en måneds tid om at lave en blog med det nye navn.
Har bloggen noget at gøre med den forening af samme navn, der opstod i Norge, Sverige og Danmark i slutningen af 1970’erne?
Jeg har ikke hørt om foreningen i Danmark, men jeg kender godt Erik Dammanns bog. I en årrække boede jeg i Norge og deltog selv i ”Framtiden i våre hender”. Der er mange medlemmer i Norge, hvor foreningen er udbredt på samme måde som Danmarks Naturfredningsforening er herhjemme. Når jeg ser på deres aktiviteter i dag, handler de dog mest om, hvordan vi kan gøre vores forbrug mere bæredygtigt. Det vi vil med bloggen, er meget bredere. Men jeg var glad for FIVH i Norge, for de gør det rigtig godt. Deres link til almindelige mennesker er, at vi skal tænke mere over, hvor det billige tøj kommer fra og hvem der har syet det i sweatshops i Bangladesh. De er dygtige til at forklare sammenhænge, og om hvordan forholdene er, der hvor produktionen finder sted. Jeg savner noget lignende herhjemme.
Erik Dammanns konklusion var den meget enkle, at at helt almindelige mennesker er nødt til at gøre noget, hvis vi gerne vil gøre noget ved den globale ulighed og rette op på verden. Vi er nødt til at begynde med os selv og vores eget ansvar. Politikere tør ikke tage de store og nødvendige beslutninger, før de er helt sikre på, at de har befolkningen bag sig. De tør ikke at bryde med vigtige særinteresser.
Spørgsmålet er så, om man stadig kan have den analyse i dag. Vi kan jo ikke nøjes med at slå på, at de enkelte, individuelle personer skal handle; handlinger er også nødt til at finde sted på et systemisk plan. Dog er FIVH i Norge begyndt at lave lobbyisme i forhold til politikerne, for at få dem til at lave bedre varedeklarationer og den slags. Men udgangspunktet er stadig det individuelle forbrug.
FIVH i Norge har den samme grundlæggende systemkritik, som Erik Dammann havde fra starten: Hvordan kan vi bilde os ind, at de fattige kan få det bedre, samtidig med at vi selv bliver ved med at blive rigere og forbruge mere? Vores blog fik det samme navn som foreningen, fordi det var det første, der faldt mig ind, da jeg skulle finde på en titel. Men vi deler den grundlæggende systemkritik. Vi kan ikke fortsætte på den her måde med vores nuværende livsstil som forbrugere og samtidig redde verden.
Hvem er jeres målgrupper?
Vi har faktisk tre målgrupper: Der er ”praktivisterne” – de omstillingsparate, der allerede er gået i gang med omstillingen i deres dagligdag. Så er der klima-aktivisterne, som er klimabekymrede og måske klimaangste/-stressede. Og så er der helt almindelige forældre og bedsteforældre udenfor de allerede omvendtes kreds.
Vores forankring er ret tydeligt i det lidt ældre segment. I redaktionen har vi i øvrigt et nyt skrivende medlem, Jens Prebensen, som er medlem af Verdensmålsbevægelsen og far til teenagebørn. Vi kan komme langt, hvis vi kan knytte an til den interesse, de unge har for klima, og vise hvordan de kan gøre en afgørende forskel. Men foreløbig når vi mest ud til den lidt ældre generation. Det må vi indrømme.
”Praktivister” er et begreb, som jeg første gang hørte om fra sociologen Maria Toft Möller Christensen. Praktivister har typisk ikke megen tillid til politikere. De beskæftiger sig ofte med vilde haver og med at komme ud i naturen. Og de køber meget mindre tøj.
Vi vil gerne have flere til at gøre mere. De mest lydhøre finder vi især på Instagram. Jeg er meget optaget af Instagrams brugere, som er en helt anden slags folk end dem, der skriver inde på Facebook, og som ofte kan være sure gamle mænd.
Både på Facebook og Instagram har vi flere kvindelige end mandlige følgere. De er især optaget af børn og unge, og hvordan vi kan hjælpe dem til at håndtere deres bekymringer. Det handler også meget om mad, om at være vegetar eller veganer, men samtidig være tolerant overfor dem, der spiser kød. Vi bringer meget stof om, ”hvordan man holder ud”, hvordan man overkommer klimastress, bekymring og angst og kommer videre. Og vi lægger ikke skjul på, at det godt kan være svært.
På Facebook deler vi især vores indlæg i grupper som Bæredygtig omstilling, De bæredygtige klimaløsninger, Det Alternative Miljøministerium, Red Verden og Klimabevægelsens debatgruppe. Den sidste er mere præget af klimaaktivister end praktivister. I begyndelsen havde vi en udfordring med at trænge igennem på Facebook, men efterhånden har vi fundet ud af, hvor det giver mening at bringe indlæg. Vi ligger og roder et eller andet sted mellem det klimapolitiske og den personlige henvendelse, det oplysende og det mobiliserende.
Hvad gør I for at komme ud til læserne?
Der er ikke rigtig nogle nemme veje, men det handler om at tænke kreativt.
Indlæg på bloggen skal helst være så gode, at vi kan få dem bragt i aviserne. Det er flere gange lykkedes os at komme i Avisen Danmark, hvor vi har en god kontakt til kronikredaktionen, og det samme med Aarhus Stiftstidende. Det gør, at vores indlæg bringes i 14 lokalaviser landet over, og det er vanvittig dejligt, da vi så når ud til helt almindelige mennesker, vest for Storebælt.
Vi reklamerer også på Facebook og Instagram. Det er dog bedst ikke at have for høje forventninger til de fora, som vi kender bedst. Det går rimelig godt med Klimabevægelsen på Facebook, men Bedsteforældrenes Klimaaktion på Facebook står ret stille. Og alting dør på Instagram, hvis der ikke er gode billeder. Det kan være billeder af høns til crowdfunding eller hvad som helst. Men hvis man finder de gode billeder, er det også muligt at finde de rigtige folk.
Har nogle af indlæggene skabt særlig debat eller opmærksomhed udenfor siden?
Vi ved ikke, hvor meget debat de skaber. Men hvis ”Et eventyr om klimaforandringer” kan få flere til at se dokumentaren ”2040” på DR, er jeg godt tilfreds. Vi har også fået lov til at bringe et indlæg af den gamle pædagogikprofessor Per Schultz Jørgensen, som går lige i hjertet på forældre og bedsteforældre. I dag er børnene og de unge de bedste klimaambassadører. De er vejen ind til de voksne og de gamle. Greta Thunberg bør ikke løftes for meget frem, da vi voksne ikke må løbe fra vores eget ansvar. Men vi skal tage de unges bekymringer meget alvorligt.
Er I tilknyttet nogle bestemte organisationer eller er der nogle miljøer, hvor I har særligt gode netværk? Det kan være geografisk, i forhold til aldersgrupper, bestemte NGO’er eller andet…
Ja, i mindre grad. Min nærmeste tilknytning er Klimacafégruppen i København. Lone Belling har gode forbindelser til højskolebevægelsen. Jens Prebensen er som nævnt medlem af Verdensmålsbevægelsen. Vi fandt frem til ham gennem hans indlæg om ”at leve på verdensmålsk” i Facebook-gruppen ”Vi vil verdensmålene”.
Foreløbig er der ikke andre NGO’er, der har rakt ud til os – men vi har fået en kontakt til Deltager Danmark som lyder lovende :-)
Hvordan er I organiseret som redaktion?
Vi har en redaktionsgruppe af bloggere, der både selv skriver og giver hinanden inspiration til, hvad vores rolle skal være, og hvor vi gerne vil hen. Vi er fire faste skribenter lige nu.
Rollerne i redaktionen er ikke helt afklaret. Vi har en samarbejdsaftale om, at vi har en redaktør – det er mig. En vigtig opgave for redaktøren er at efterspørge stof hos mulige skribenter. I sidste ende er det også mig, som bestemmer, om et indlæg skal med eller ej. Men vi har en kattelem: Hvis flere af de faste bloggere meget gerne vil have et indlæg med, som jeg er skeptisk overfor, kan jeg stemmes ned af flertallet. For mig er det sundt at komme ud over min komfortzone. Og på den måde får vi både åbenhed og kontinuitet i den måde, bloggen udvikler sig på.
Sommetider kritiserer jeres skribenter det politiske system for at være for uambitiøst, men ellers er “Fremtiden i vore hænder” en meget lidt politisk blog. Er det bevidst?
Den enkelte blogger kan godt have partipolitiske synspunkter. Men vores intention og tilgang er anderledes end for eksempel Altingets. Selvfølgelig skal politikken være med, men det skal helst være på en måde, der direkte giver mulighed for medindflydelse.
Vi har bragt nogle taler fra Christiansborg og klimamarchen. Og i flere af sine indlæg lykkes Lone Belling rigtig godt med en blanding, hvor hun både giver en overordnet beskrivelse af, hvorfor eksempelvis de internationale forhandlinger om fødevarer er som de er – og samtidig fortæller om, hvordan hun står derhjemme og eksperimenterer med sine pralbønner. Når almindelige mennesker skal orientere sig om, hvad de selv kan gøre, er det rigtig vigtigt både at få fat i, hvad der er relevant for dem i dagligdagen, og hvad der er relevant i sammenhæng med politikken. Vi prøver på at koble de to ting.
For et halvt års tid siden havde jeg flere indlæg på Facebook, som handlede om byggeri. De kom med i Facebookgruppen Red Verden og var inspireret af, at min yngste søn selv arbejder med byggeri og er meget optaget af at gøre det på en bæredygtig måde. Og så kom der i øvrigt nogle forhandlinger, der mundede ud i en politisk aftale om byggeriet. Det er dejligt, når tingene hænger sammen på den måde.
Mange af indlæggene består af overvejelser og stemninger, indtryk, løsninger i dagligdagen, poesi og erindringsglimt fremfor analyser… hvad får folk til at læse med? Og hvad skaber mest debat?
Nogle gange kan poesi og hverdagshistorier godt skabe debat. Men hvis Lone Belling skriver et opslag om, at hun sidder og kigger ud i morgengryet og derved får fornyet troen på, at vi får løst klimakrisen, er det ikke for at skabe debat men for at få læseren til at leve sig ind i stemningen og på den måde inspirere til vores kernesætning: ”Omsorg for børnenes og Jordens fremtid med hjerte, mod og forandringskraft”.
De mest læste indlæg på bloggen er lige nu Carsten Jensens ”Jeg har en drøm” og Mickey Gjerris’ ”Med kloden i hænderne”. Jeg tror ikke, at det bare skyldes, at skribenterne er kendte. Jeg tror mere, det er en kombination af, at Carsten Jensen er vred og indigneret og god til at koble flere ting sammen – flygtninge og ulighed og at vi selv gør for lidt – og at han tilsætter utopi på den rigtige måde. Mickey Gjerris er fræk og velskrivende og fortæller om de ting, vi kan og skal gøre – han giver et spark men igen på den rigtige måde.
Eventyr er en interessant måde at skrive på, da mange mennesker kan forholde sig til det børnevenlige. Det eventyragtige kan også være med til at skabe håb. ”Eventyr” behøver ikke at betyde ”det er det rene fiktion”, men kan også betyde ”vi er nødt til at tro på, at det ender godt til sidst”.
Hvordan fastlægger I jeres redaktionelle linje?
Det gør vi i redaktionsgruppen. I foråret 2021 mødtes vi en gang hver anden måned. Det var her, vi knoklede med indholdsstrategien og de grundlæggende spørgsmål om målgrupperne. Vi var meget enige om, at praktivister og aktivister skulle være vores omdrejningspunkt.
Bruger I nogen kvalitetssikring eller må alle skrive, hvad de har lyst til – og som de har lyst?
Jeg står for noget af kvalitetssikringen, da jeg giver feedback til teksternes udformning. Nogle gange giver vi feedback til hinanden i redaktionsgruppen og det er virkelig godt. Lise Maj Jensen er psykolog og rigtig god til at tænke modtagerens oplevelse af teksten ind. Lone og jeg – især Lone! – er gode til at skrue tekster sammen, så de kan bruges som debatindlæg i avisen. Forfatteren har det sidste ord i forhold til udformningen – og jeg har så som redaktør det sidste ord om, hvorvidt indlægget skal med eller ej.
Hvad skal der til for, at I afviser et indlæg?
Vi afviser indlæg, hvis de falder udenfor, hvem vi er og hvad vi vil. Det vi vil, er at styrke mod og forandringskraft, åbne for nye visioner for børnenes og klodens fremtid og få flere til at gøre visionerne til virkelighed. Et dommedagsindlæg på vores blog ville derfor falde til jorden. I det hele taget bringer dommedagsprofetier os ikke et godt sted hen. Christiana Figueres fra FN har skrevet bogen ”The Future We Choose” – som handler om to fremtidsscenarier: Det ene er det, vi frygter. Det andet er der, hvor vi ønsker at komme hen. Jeg tror på, at de fleste vil foretrække at handle efter det positive fremtidsscenarie. Der er allerede steder nok, hvor folk blot siger ”whoa – det ender galt!”. Ikke mindst på Facebook.
Tager I kun imod indlæg på dansk eller kan I også finde på at bringe indlæg på andre sprog?
Ja, indlæggene er kun på dansk. Spørgsmålet havde vi oppe, da vi oversatte en tekst om organisationen Extinction Rebelllion fra aktivisten Iggy Fox, Carsten Jensens søn. Jeg ser tit noget på engelsk, som kunne passe ind i vores sammenhæng, men så vil vi oversætte det for at gøre det tilgængeligt for så mange danskere som muligt.
Har coronakrisen haft betydning for jeres arbejde? Den ser ikke ud til at have svækket skribenternes skrivelyst…
Ikke rigtig, bortset fra at Lone Belling var væk i et par måneder. Men coronakrisen var faktisk en åbning ind til nogle andre muligheder. Vi fik nogle gode vaner under nedlukningen, altså at komme ned i et lavere gear, være mindre forbrugsorienterede og komme i gang med videomøder, og de vaner bør vi holde fast i.
Vi skal selvfølgelig også tænke over, at coronanedlukningen blev oplevet meget forskelligt af forskellige mennesker. Børnefamilier havde pludselig meget travlt derhjemme, og mange andre kunne hverken deltage i det ene eller det andet.
Bloggen er en meget traditionel blog, altså rent tekstbaseret. Har I nogle planer om at udvide konceptet med videoblogging, podcasting, fysiske møder eller andet?
Der er ingen konkrete planer lige nu, men jeg vil personligt synes, at det er smadderoplagt. Det er især podcast, der kunne være relevant for os. For det er jo rigtigt, at mange mennesker ikke læser særlig meget, men at mange hører podcast. Hvis nogle har lyst til at samarbejde med os om det, vil det være rigtig spændende at arbejde videre på. Jeg har arbejdet en del med interviews fra fremtidsrejser, hvor man skal forestille sig, hvordan verden bliver, når klimakrisen er forbi. Fremtidsrejser er i forvejen meget ”fortæl den gode historie”-agtige. På Zetland gør de ofte det, at de indtaler et interview og skriver det ud bagefter.
Hvad kan vi forvente af “Fremtiden i vore hænder” i fremtiden?
Vi skal have et redaktionsmøde i efteråret, hvor vi snakker om det. For øjeblikket er vores indholdsstrategi mest en beskrivelse af, hvor vi er, men den siger ikke noget om, hvor vi skal hen. Jeg kan ikke svare på redaktionsgruppens vegne, men selv mener jeg, at fremtidsvisioner er vigtige. Især fordi dommedagsvisioner fylder mere og mere i den overordnede debat. I den situation vil jeg gerne være med til at gøre det samme som Figueres i ”The Future We Choose”.
Ser man på, hvad vores regering har opnået og ikke opnået, ser det slemt ud. Men vores mål er ikke kun, at regeringen kommer med mere ambitiøse 2025-mål – det vil selvfølgelig være rigtig fint – men nedenunder ligger der noget mere – nemlig, at vi kæmper for en ordentlig fremtid til børnene. Derfor er det vigtigt, at vi får flere og flere til at melde ud om visionerne. Når jeg får Knud Anker Iversen til at medvirke til et indlæg om fremtiden, er det ikke bare for, at folk skal sige ”YES!”, men for at få et oplæg til samtalen om, hvordan jeg gerne vil have, at mine børnebørn skal kunne leve om 25-30 år. Det spor vil jeg gerne fortsætte med i et stykke tid endnu.
Hvad skal man gøre, hvis man gerne vil være skribent hos jer?
Så skal man kontakte mig og aftale nærmere!
Som ny skribent vælger man i første omgang at bidrage til et af de emne-områder, vi kører med i forvejen. Så skriver man et par indlæg, og hvis det fungerer, har man måske fået lyst til at deltage som fast medlem. Vi kan sagtens bruge flere i redaktionen. Vi vil helst være fem eller flere – og mænd må også gerne være med.
Det er fint, hvis ”Fremtiden i vore hænder” kan få flere læsere. Men det er vigtigst, at vores indlæg bliver ved med at være så gode, at de kan bringes i aviserne, for dér bliver de set af flest.
Annegrethe Jørgensen kan kontaktes på annegrethejorgensen@gmail.com eller tlf. (45) 3013 9691.
Interviewer og fotograf: Rasmus S. Larsen, KlimaHub.
