Springet ud i det ukendte
Frederikke Oldin er cand.mag i sprogpsykologi. Gennem de seneste 10 år har hun beskæftiget sig med forskellige aspekter af klimaproblemer og bæredygtighed, men altid med hovedvægten på, hvordan vi egentlig forstår de udfordringer, vi står overfor. KlimaHub har interviewet hende om klimakommunikation.
Hvorfra kommer din interesse for klima og bæredygtighed?
Det er de vigtigste problemer i vores samfund. Da jeg fik børn i nullerne, begyndte jeg som så mange andre at tænke mere over, hvad man putter i sin egen og ungernes krop. Jeg blev samtidig opmærksom på, at vi havde en sjov måde at snakke om emner som overbefolkning og bæredygtighed. Min baggrund giver en god linse at betragte det igennem.
En sprogpsykolog ved meget om kommunikation og om det at skabe mening. Hvad sker der i os mennesker, når vi skal håndtere et skræmmende budskab? Hvordan forstår vi klimaproblemerne og de forandringer, der skal til for at undgå deres værste effekter? Hvad er vores egen rolle i den nødvendige omstilling? Fører den til noget godt eller skidt? Hvis vi forestiller os, at omstillingen betyder stampede lergulve eller én skærm til deling i huset; hvis omstilling betyder afsavn og ”ud at gå i marken med bøjet ryg”, bliver det rigtig svært at handle. Også selvom vi objektivt kan se, at det er nødvendigt.
Hvilken rolle har positive visioner?
Faktisk kan kun de færreste forestille sig menneskelivet i den bæredygtige fremtid. Når noget er ukendt, så er det for langt de fleste en trussel. Vi går ikke ud i mørket uden en lommelygte. Et langt spring ud i det uvisse er skræmmende. Du ved ikke, om der er fast grund under fødderne, hvis du er den første opdagelsesrejsende i et ukendt land.
Jeg afholder selv fremtidsworkshops. Her kan man i fællesskab udforske og dele positive fremtidsvisioner. Men det er jo kun et fåtal, der på denne måde får undersøgt, hvor de egentlig gerne vil have, at vi skal bevæge os hen. I arbejdet for at mobilisere til omstilling har vi brug for mange flere kreative deltagere.
Positive visioner kan bruges til at give realistiske bud på fremtiden, samtidig med at vi erkender, at vi ikke kan sige alt med sikkerhed. Og kunstnere er vigtige, fordi de kan hjælpe os med at sætte billeder på fremtidens samfund. Ellers reagerer de fleste med at sige ”det er for skræmmende at tænke på”, ”klimaforandringer vil være OK her i landet”, ”det er bare fake news” eller ”jeg kan intet gøre”.
Prøv at give et eksempel på en gruppe, der afviser problemet…
For nogen tid siden underviste jeg et lille hold på en teknisk skole i samfundsfag. Holdet var ved at uddanne sig i vejgodstransport, altså som lastbilchauffører. Mange af dem syntes hverken, at samfundsfag var interessant eller relevant. Jeg forsøgte at præsentere dem for klimaproblemerne og fortælle dem, at det er en af de største udfordringer, vores samfund har stået overfor. Det var ret svært for dem overhovedet at forholde sig til.
Hvis vi lige kigger på det igennem en forståelseslinse, er det ikke så underligt: Set fra deres perspektiv er omstilling nemlig lig med at fjerne fossile brændsler. Og det, de har lært på skolebænken, er, at de alternative løsninger – elektricitet, brint osv. – langt fra er i stand til at løse opgaven. Med andre ord vil en omstilling, i deres forståelse, nedlægge det erhverv, de netop er i færd med at uddanne sig til. Samtidig bliver store udledninger af CO2 ofte tilskrevet transportsektoren. Så disse unge mænd følte sig som ’prygelknaber’ i forhold til et svineri, som reelt skyldes den kollektive efterspørgsel på varer. En enkelt havde endda oplevet, at hans lastbil var blevet vandaliseret, da han havde parkeret i København under en klimademonstration.
Endelig hører nogle af disse unge til i en befolkningsgruppe, hvor forkærligheden for ’bling’, skinnende udstødningsrør og brølende motorer er stor. Andre kommer fra beskedne kår, og har endnu ikke tilkæmpet sig (men ønsker bestemt) middelklassens høje forbrug. Så når der er tale om omstilling, hvor vi skal have mindre af alting – og vi ikke fortæller gode historier om, hvordan et godt, omstillet trucker-liv kan være – rammer vi fuldstændig ved siden af skiven, hvis vi gerne vil have disse unge til at forstå, at det er vigtigt, og noget de skal ønske sig. For hvem vil gerne have deres drømme og fremtid nedlagt?
Disse unge kunne simpelthen ikke se, at der ventede noget godt for enden af den grønne vej, og deres holdning kom til udtryk i gentagne træk på skulderen – hvad kunne de gøre? Desuden udsagn som ”hvis det bliver varmere, vil vejret i Danmark bare blive som i Spanien, og det er da meget godt”, og ”det kan godt være, at det er sådan det er, men jeg har nok shit at deale med i min hverdag, så jeg kan ikke også gøre noget ved det her.”
For nogle grupper er klimaproblemet simpelthen for uoverskueligt, bl.a. på grund af afstanden i tid og rum. Men også fordi de i deres forståelse selv vil blive hårdere ramt af en omstilling end af klimakatastrofen. Her hjælper det at tro på forklaringerne om, at Danmark bare bliver lidt varmere og mere behageligt. Det er jo ikke fordi, de ikke er skræmte, men fordi de er mennesker, finder de nogle fortællinger, der gør hele redeligheden lidt nemmere at leve med. Sådan gør vi alle.
Hvordan skaber vi så en positiv fremtidsvision for dem?
Det er vigtigt at fokusere på omskoling, hvis deres arbejdsområde bliver drastisk ændret eller ligefrem forsvinder. Man kan ikke sige til nogen, som har været i gang med en uddannelse i et par år, at det, de har valgt, bare skal skæres væk. Ligesom det heller ikke nytter noget bare at sige ”stem grønt”. Men der er forskel på, om man siger ”I har valgt forkert” eller om man siger ”hvis jeres fag forsvinder, kan der opstå en vifte af andre muligheder, nemlig disse”. Der er jo stadig brancher nok, hvor viden om motorer kan bruges.
Men her har vi altså fejlet. Der ligger, så vidt jeg ved, ikke omskolingsplaner klar. For nogen af de udsatte brancher.
Den amerikanske politiker Alexandria Ocasio-Cortez har lavet en video (https://youtu.be/d9uTH0iprVQ) hvor hun beskriver, hvad der sker, når vi nedlægger olieproduktionen, og de arbejdere, der beskæftiger sig med den, bliver omskolet til at beskæftige sig med andre ting. Det skal virkelig udmales, hvordan man kan håndtere nye fag og samtidig bruge noget af den gamle viden, så fremtiden ikke bliver fuldstændig ubekendt.
Men det er helt generelt, at der er et stort udækket behov for manualer. Både til hvad der helt konkret skal ske, men så sandelig også til hvordan det vil være for os, som mennesker, at gennemleve denne forandring.
Apropos manualer: Hvad brugte du som undervisningsmateriale?
Faktisk var der intet om klima på det niveau (F-E, som omtrent svarer til 10. klasse), jeg kunne finde. Skolen vidste heller ikke, hvor det skulle findes. Samfundsfag er ikke en stabil ingrediens på alle erhvervsuddannelser. Jeg kunne kun finde én samfundsfaglig bog, hvor niveauet ikke var for højt. Den var målrettet pædagogstuderende, og nogle af dens betragtninger var ikke så relevante for lastbilchauffører, f.eks. fokus på familiens rolle og socialisering. Klima blev i øvrigt ikke nævnt med et ord.
Jeg prøvede også at finde videoer, men der var ikke mange, som både var neutrale, let tilgængelige og samtidig på dansk. Godt nok findes der mange danske Greenpeace-videoer om klima, men de fungerer ikke som neutral oplysning.
I gymnasiet underviser man fra niveau C og opefter, og her er der udviklet mere materiale. Men det fortæller stadig ikke om det grundlæggende problem: At hvis vi ikke er i balance med naturen, ender vi med ikke at have noget eksistensgrundlag. Jeg tror heller ikke, at de fleste er bevidste om, at det er så grelt.
Hvordan håndterer vi klimadebatten på det nære plan?
Vi har brug for, at dem der allerede ”er på omstillingsholdet”, får en større bevidsthed om, at det her ikke handler om, at nogle er onde eller egoistiske. Det handler derimod om, at klimaproblemerne er hamrende skræmmende. Man føler sig nemt hjælpeløs og uden værktøjer til at handle. Hvis du så samtidig befinder dig i en gruppe, hvor klima ikke er noget, man snakker om, er det lettere bare at lukke ned. Alternativet er stor splittelse, både internt i individet og socialt. Nogle af eleverne på den tekniske skole boede på kollegium med mange forskellige typer studerende, og her var debatten helt anderledes.
Vi skal snakke meget mere om, hvorfor vi reagerer som vi gør. I et samfund som det danske skal man passe på med at bruge ordet spiritualitet, hvis man ikke vil virke underlig. Men klimakampen er en indre rejse, lige så vel som en ydre rejse. Det tager tid mentalt at komme et sted hen, hvor man er villig til at bringe ofre. Især så længe vi forestiller os omstillingen som en lang række afsavn brolagt med tilbageskridt. Og de fleste af os kan i øvrigt ikke bestemme alting selv. Det kan være at krav fra familie eller kreditforening overskygger alt andet, og den slags forhold spinder os ind i nogle net af nødvendigheder. Hvis man er gift med en, som bare ikke tror på, at det her passer, hvad skal man så? Tage børnene og gå?
Derfor er det vigtigt at snakke om klima på en hverdagsagtig måde uden at fordømme folk for deres handlinger. Man kan give klimaet et par ord med på vejen, hvor det passer ind. Hvis man begynder at docere for folk eller holde lange foredrag, virker det ikke. Hvis nogle besøger mig, og kommer med en ikke-økologisk kage, skal jeg ikke begynde at fable om, hvordan jeg selv altid køber økologiske kager. Det giver bagslag direkte at udstille, at andre gør noget forkert, da ingen bryder sig om at tabe ansigt. Som mennesker har vi brug for, at andre betragter os som nogle, som giver mening – og som er vellidte. Vegetarer anbefaler f.eks. ofte hinanden at invitere kødspisende venner hjem til middag, så de kan smage, at vegetarer rent faktisk godt kan lave ordentlig mad. I stedet for bare at prædike.
At stille spørgsmål og lytte er generelt en bedre vej. Det er ikke altid let, men jeg tror, det er mere konstruktivt at tale om, hvordan vi har det med det, der sker. Her kommer den mentale rejse ind igen. Gå undrende ind i dialogen i stedet for fordømmende.
Hvad siger vi til dem, der benægter, at klimaet overhovedet er et problem?
Vi kan ikke overbevise alle. Nogle ønsker eller magter ikke at omskrive deres egen opfattelse af verden.
Der er dem, der siger, at klimaproblemerne ikke betyder noget eller ligefrem gavner, og så er der dem, der siger, at klimaproblemerne er ægte nok, men at vi ikke kan gøre noget ved dem. Men faktisk kan de to grupper ofte koges ind til det samme. Meget handler om, at klimaet ikke er et bekvemt emne at forholde sig til. Af mange grunde, både sociale og psykologiske. Og så kan det være lettere blot at placere dilemmaet et andet sted, f.eks.: ”Hvis vi stemmer grønt, vil politikerne jo bare nedlægge vores erhverv”.
Problemet er meget udbredt online…
Derfor deltager jeg også meget lidt i online debatter. Det handler for meget om et fokus på, hvem vi er som gruppe og hvem vores fjender er som gruppe – os og dem – og det gælder også i klimadebatten. At kaste sten fra modsatrettede positioner har vi mennesker gjort, så længe vi har været til. Men det er ikke konstruktivt. For at løse problemet er vi nødt til at stå sammen, og det vi skal huske på, er, at hvis vi ikke også var hamrende gode til at samarbejde, var vi heller ikke nået hertil, hvor vi som samfund er i dag.
Hvor står samfundet som helhed i forhold til klimaet?
Vi har allerede en liste over tekniske løsninger, som vi kan implementere, men ikke en kat kan forestille sig, hvordan omstillingen vil være for os som mennesker, når det bliver dagligdag. Hvordan vil det levede liv opleves? Vores indlevelse i omstillingen som mulighed – altså at vi kan forestille os den – er langt mere relateret til følelser end til tekniske løsninger. Men de følelsesmæssige løsninger har vi ikke fokuseret på at skabe. Og hvis vi ikke kan leve os ind i det, er det tæt på umuligt at tage springet i virkeligheden. Så her står vi og tripper i stedet.
Der er en coronakrise lige nu, som viser, hvor hurtigt vores samfund kan laves om, hvis vi virkelig vil det og står sammen. Men vi mangler stadig det samlende overbeviste regeringstræk, når det gælder lovgivning på klimaområdet. Og så altså de forestillinger, der gør det muligt for borgerne at leve sig ind i omstillingen og dermed helhjertet at bakke op om den.
Interviewer: Rasmus S. Larsen, KlimaHub.
Billede: Pixabay.
