Demokratisk renæssance
Interview med Knud Anker Iversen, 4. oktober 2025.
Opfølgning på ”Vores bæredygtige fremtid – Knud Anker Iversen fortæller” og ”Tilbageblik fra 2035”.
Interviewer: Rasmus Skov Larsen.
KAI: Jeg er Knud Anker Iversen og født i ’52, så jeg er 72 år. Jeg er oprindelig uddannet som skolelærer og har arbejdet i folkeskolen i godt og vel 20 år. Da jeg var midtvejs i mit skolelærerliv, fik jeg mulighed for at være med til at starte et miljø- og energicenter op i Høje-Taastrup. I første omgang på græsrodsniveau, så frivilligt privat, og senere også sådan at jeg kunne leve af det. Der har jeg arbejdet med bæredygtighed i 23-24 år, indtil jeg gik på pension i 2017. I dag er jeg ganske almindelig folkepensionist og stadig optaget af spørgsmål omkring klima og natur og bæredygtighed og den krise, vi befinder os i. Sådan groft sagt.
Jeg er redaktør på det medie, der hedder de Positive Nyheder. Det er baggrunden for, at jeg mener, vi har et stærkt behov for at fortælle om positive historier. De historier, der er i pressen og på nettet i dag, er jo baseret på noget, der lige opstår vupti, og tre dage efter er de glemt. Hvorimod de positive historier er noget, der strækker sig over længere tidsspand. Gudskelov er der rigtig mange gode ting, som vi kan blive opmuntret og inspireret af. Millioner af mennesker rundt omkring på kloden høster nyttige erfaringer, som vi bare ikke får formidlet.
Du har skrevet et indlæg til Fremtiden i vore hænder, hvor du oprindeligt forestillede dig, hvordan verden ville se ud i 2035. Det er så opjusteret til 2044 i dag. Og du har nogle ret ambitiøse forestillinger om, hvordan verden ser ud i både 2035 og 2044. Hvordan er vi nået så vidt?
KAI: Ja, hvordan er vi nået så vidt? Hvis vi ser på det politiske system, er den væsentligste ændring, at vi har lavet et ekstra ting af helt almindelige borgere, altså et borgerting. De er udpeget til at have fokus på det lange perspektiv i lovgivningen. Borgertingets deltagere skal ikke vælges igen som det almindelige Folketing, som jeg regner med, stadig eksisterer i en eller anden grad. De sidder i en periode – om det er ét eller to år, er jeg ikke helt afklaret på – og derefter skal borgerne tilbage til, hvor de kom fra. I den afgrænsede periode kan de på baggrund af nogle faglige input forholde sig mere nøgternt til det, der er oppe at vende. Folketinget skal udelukkende forholde sig til de ting, der foregår inden for en valgperiode på fire år. Og Folketinget kan ikke få lov til at beslutte noget, med mindre det har været omkring Borgertinget. Det vil have dramatiske konsekvenser.
Består Borgertinget af personer, der er udtrukket ved lodtrækning, eller hvordan?
KAI: Man laver en samlet oversigt over en række mennesker, som repræsenterer forskellige sociale klasser, forskellige etniske grupper, forskellige geografiske områder, forskellige aldre. De får så alle sammen en invitation til at være med i Borgertinget, og har så ret til at få kompenseret deres arbejdsindsats i den periode, de skal møde op. Men det er jo langt fra, at alle, der får sådan en henvendelse, siger: ”Ja, det vil jeg gerne”. Så opgaven er at sikre, at Borgertinget er rimelig bredt forankret ud fra den kreds af folk, der er inviteret.
Hvor forestiller du dig så, at skillelinjerne går i dansk politik?
KAI: De vil nok mest gå på hensynet til det individuelle i forhold til fællesskabet og forholdet mellem det langsigtede og det kortsigtede. Jeg forestiller mig ikke, at der vil være den samme højre- og venstre-opdeling, som vi ser i dag. Man er nødt til at forholde sig mere til den kæmpe udfordring, at egoet har en alt for dominant rolle i det hele taget. Og der tænker jeg ikke på specielt højre eller venstre. Der er behov for, at vi sætter os ud over egoet. Når vi tager et politisk ansvar, skal vi ikke kunne gribes i, at vi tilsidesætter ansvaret til fordel for det helt individuelle.
Findes der stadig traditionelle politiske partier i Folketinget?
KAI: Jeg tror, at der stadigvæk vil være politiske partier – muligheden for, at man kan organisere sig om noget, som man har en fælles interesse for, med nogle man deler opfattelse med, og at man så kommer i folketinget efter en valgkamp. Men der er en begrænsning, da Borgertinget er inde over alt, hvad der har at gøre med det langsigtede. Så de, der stiller op for et politisk parti, er nødt til at forholde sig til, at Borgertinget skal høres. Det vil nok lægge en dæmper på trangen til at stille op.
Er der så noget, der minder om de nuværende partier? Vi er jo kun 20 år ude i fremtiden.
KAI: Der vil stadigvæk være partier, der ligner dem, vi kender i dag. Men Borgertingets vægtning vil i stigende grad eliminere det traditionelle højre og venstre.
Er Borgertinget skrevet ind i Grundloven på det tidspunkt?
KAI: Selve Borgertinget tror jeg faktisk godt, vil kunne etableres, uden at vi er nødt til at ændre Grundloven. Men af andre årsager er vi nødt til at skære igennem og få en grundlovsafstemning inden 2044. Det skyldes et element, der mangler i den nuværende Grundlov. Nemlig, at vi er nødt til at indtænke naturen som egen rettighedshaver. At naturen er hele fundamentet for vores samfund. At menneskerettigheder er for snævert et udgangspunkt. At vi er nødt til at se på fælles rettigheder, der rummer både natur og mennesker. Det er i hvert fald en af grundene. Der er flere andre temaer, men det vil være rigtigst også at skrive Borgertinget ind, så man ikke bare lige kan fjerne det igen efter et nyt Folketingsvalg.
Hvordan ser du omstillingen finde sted i praksis? Hvordan er samspillet mellem partier, NGO’er og andre organisationer?
KAI: Vi lever i en tid med voldsom usikkerhed. Vi taler om ”rovdyrenes æra”, hvor de store sluger de små, og hvor demokratiet kommer under et stadig stigende pres. Kriser og klimaeffekter vil eskalere i de kommende år. Krigene vil trappe op, og vi vil opleve en brutalitet, som vi knap nok kan forestille os nu. Men jeg tror, at der er en tid på den anden side af de voldsomme kriser. Og jeg tænker, at det tidspunkt, hvor det for alvor topper – hvor det virkelig dramatiseres – er i år 2030, altså om 4-5 år fra nu. Da vil vi nå en kulmination i ondskab og forfald og krig og krise. Så er vi kommet så langt ud og så langt ned, at nu er der ikke mere at spille om. Vi er simpelthen nødt til at tage fat. Den her klode skal have plads til mennesker i de forskellige klimabælter, hvor varm den nu end måtte være.
Jeg tror, at samfundsomvæltningen for alvor vil ske fra neden. Vi vil se et stadig stigende folkeligt pres for at tænke i helheder og i fællesskaber. Og det vil gøre, at der i 2031 træffes nogle beslutninger, som giver de lokale samfund i Danmark og resten af verden større beføjelser til at kunne disponere og bygge ting op selv. Jeg har endnu ikke helt styr på, hvornår vi indfører kombinationen af Folketing og Borgerting.
Muligheden for et lokalt pengesystem er en meget vigtig markør i at give lokalsamfundene styrke. De skal have lov til at lave en lokal økonomi, der begunstiger den lokale selvforsyning. Når galskaben har nået sit toppunkt, vil vi for alvor se ændringer. I første omgang ikke så meget i Europa men i Afrika. Og hvorfor vil Afrika blive det nye område, som nytænkning og omstilling kommer fra? Det er jo fordi, de har lært nøjsomhedens økonomi. Hvordan man med begrænsede midler kan få lokale samfund til at fungere med lokal forsyning. De har også kunnet se, at med alt, hvad der foregår af chikanerier fra de rige vestlige lande og også fra Kina, er de nødt til i stigende omfang at fundere deres økonomi på de ressourcer, de selv har, og ikke bare eksportere dem ud.
Allerede nu kan vi se i den sydlige del af Afrika, at der opstår en lokal pengeøkonomi, der springer hele bankvæsenet over eller i hvert fald begrænser det. I stedet kan man løfte hinanden økonomisk op med mobiltelefoner. I den sydlige del af Afrika var der for 10 år siden 10 millioner mennesker, der havde en mobiltelefon. I dag er der omkring 330 millioner, der har tilknyttet lokal økonomi via deres mobiltelefon. Det har nogle fantastiske perspektiver, som jeg tror, at vi vil lære af i de mere og mere kriseramte vestlige lande. Men vi kommer ikke udenom, at på et tidspunkt kolliderer det hele. Og det skal vi bruge tiden på at forberede os på. Vi skal blive bedre og bedre til, ligesom de skal i Afrika, at basere tingene på lokalsamfundet, på lokal økonomi, og få styrket de lokale fællesskaber. Og jeg tror, at når vi ser, hvor ligeglade de store rovdyr er med både en lokal dansk sammenhæng og med verdens sammenhæng, så bliver motivationen for at styrke de lokale samfund større og større.
Er der nogle bestemte lande i Afrika, som er særligt langt fremme i den proces?
KAI: Uganda og Kenya er nogle af dem, der er langt fremme. Jeg har lagt en historie ud på de Positive Nyheder, der netop handler om det nybrud, der sker i Afrika syd for Sahara, hvor det går rigtig stærkt.
I dit oprindelige indlæg skriver du om dels det lokale valutasystem men også et fælles valutasystem. Hvor går skillelinjerne mellem de to forskellige systemer? Hvordan afgør man, hvad der hører til det lokale, og hvad der hører til det fælles?
KAI: Det er jo der, hvor lokalsamfundet ikke selv kan levere værdierne – altså alt, hvad der har at gøre med import fra andre lande. Jeg går ud fra, at der bliver et markant mindre behov for import, men der vil stadigvæk være behov for at importere nogle varer. Når vi bruger en lokal økonomi er det for at styrke lokale samfund og deres robusthed, så de i større omfang kan håndtere problemerne selv. Men der vil også være et behov for, at man kan bidrage til den store økonomi. Der vil stadigvæk være behov for en form for skatteopkrævning, når vi skal forsyne os med ting, som lokale samfund ikke kan levere.
”Lokale samfund” er bredt defineret. Det er ikke nødvendigvis kun inden for en kommune. at man får mere frie hænder til at styrke det lokale erhvervsliv. Det kan også – og typisk – være på øer, og det kan være indenfor andre forholdsvis definerede arealer og områder.
I England er de i gang med at give lokale samfund mulighed for, at de kan overtage pubber og lokale erhvervsvirksomheder. Når en pub går nedenom og hjem, har den nye engelske regering givet tilladelse til, at et lokalsamfund kan gå sammen om at overtage pubben med lokal økonomi. Det samme gælder, når en lokal virksomhed går nedenom og hjem – så kan et lokalsamfund overtage virksomheden indenfor en 12-måneders periode. Der er ikke noget med lokal møntfod her, men man kan bruge lokal økonomi til at gå ind og styrke noget, som man ikke ønsker, skal væk fra det lokale samfund. Så der er først en overgangsfase, hvor vi i stigende grad oplever behovet for et styrket lokalt fællesskab. Derefter kan vi så overgå til den lokale møntfod.
Hvordan fungerer fødevareproduktionen?
KAI: Den bygger også videre på det, vi allerede ser nogle små tegninger af i dag. I og med at vi kommer tættere på krisen, og ting bliver dyrere og dyrere, vil der være et stigende behov for, at basale leverancer af frugt og grønt produceres så tæt på borgerne som overhovedet muligt. Det er selvfølgelig nemmere, når det er ude i et landsbysamfund, hvor man vil reformere nogle store landbrug. En ting, som også bliver nødvendig, er en jordbrugsreform, hvor store godser stykkes op i mindre dele. De mindre dele skal så bruges til lokal og regional fødevareforsyning.
Samtidig skal planlovgivningen give mulighed for, at folk i stigende omfang kan flytte ud og have produktion i landområderne. Enten individuelt som et mindre brug, hvor man på måske 3-4 hektar kan forsyne sig selv. Men der vil også være behov for produktion inde i byerne og i forstæderne, hvor flere og flere vil se klogskaben i selvforsyning. Den primære kilde til fødevarer vil være de omlagte landbrugsarealer ud over landet. Der vil selvfølgelig stadig være behov for import af fødevarer i en eller anden grad, men det vil være ret begrænset.
Vi vil også stadigvæk have behov for dyr. Det er ikke sådan, at det hele går op i grøntsager. Men dyrehold vil være i et markant mindre omfang, og dyrene – primært kvæget – vil indgå i et regenerativt jordbrug. Vi må bare konstatere, at regenerativt jordbrug, hvortil der også er knyttet dyrehold, er den bedste og mest nænsomme måde, vi kan passe på vores jord.
Du nævner mere præcist, at ”byen” vil producere ca. 15-20 % af sine egne fødevarer.
KAI: Ja.
Er det København, vi taler om, eller er det Høje-Taastrup?
KAI: Nej, jeg forestiller mig en generel tendens til, at man får fokus på en ændret anvendelse af byernes arealer. Det hænger sammen med en dramatisk anden tilgang til, hvordan en by egentlig skal se ud. Vi er nødt til at lave en voldsom begrænsning af, hvor mange biler, selv elbiler, der kan komme ind til byerne. I første omgang i de lidt større byer, men formentlig også i mindre områder. Byerne skal være et attraktivt bosted og ikke bare et attraktivt sted at pendle ind og arbejde. Selvfølgelig skal der være mulighed for, at folk kan parkere deres biler i en ring uden om byerne, hvis de ikke bruger kollektiv trafik. Når vi begrænser adgangen af biler, bliver der større plads til, at vi kan komme i gang med at bryde asfalt op og dyrke fødevarer. Én ting er, hvad man kan dyrke, hvis man har adgang til en have. Noget andet er, hvordan man kan sikre genanvendelse af fælles arealer, der tidligere har været knyttet til biladgang og bilparkering.
Vi må også se i øjnene, at det der gør byen mere attraktiv, er, at vi får spredt byudviklingen meget mere. Der skal tages et opgør med tendensen til, at man klumper sig sammen inde i midtbyerne. Livet på landet og i landsbysamfund og mindre købstæder skal gøres meget mere attraktivt. Det er ikke et spørgsmål om, at der bare skal bygges mere og mere for at sænke boligpriserne i først og fremmest København og Aarhus, men om at man med nogle restriktioner sikrer, at byudviklingen foregår i et meget mere spredt omfang end det, vi ser i dag. Og derfor skal det også gøres markant mere attraktivt at rykke ud af byen.
Nu så jeg lige, at i skrækscenariet Los Angeles bruger man i dag mere areal på parkeringspladser, end man gør på bolig og byggeri. Og det er selvfølgelig et scenarie, som ingen rigtig vil synes om i Danmark, men risikoen er der: At parkeringspladser og asfalt kommer til at fylde mere og mere, og på den måde undergraver muligheden for, at man kan dyrke flere fødevarer i byen.
Lige præcis Los Angeles er jo også bygget op omkring et motorvejsnet fra starten af…
KAI: Ja, det er fuldstændig rigtigt. Og derfor kan vi ikke gå ud fra, at det bliver aktuelt i samme omfang her i landet. Men der er stadig tendenser til, at vi asfalterer byerne til – også i Danmark.
Hvordan forestiller du dig, at energisystemerne vil være indrettet, når vi når frem til 2044 – og længere ude i fremtiden?
KAI: Jeg tror på, at energidistributionen fortsat forbedres. Vi får lagt flere og flere kabler ud, så vi sikrer, at den vedvarende energiproduktion kommer ud i forskellige hjørner. Men samtidig – og det er jo allerede, inden det helt store sammenbrud kommer – har vi et alt for svagt fokus på, hvor meget vi egentlig bruger løs af energi og ressourcer. Energisystemet knytter sig jo temmelig meget til ressourceforbrug. Og der bliver altså behov for, at vi omlægger hele bygge- og anlægsindustrien til en stærkere grad af genbrug og genanvendelse af de eksisterende materialer. I Danmark men også i andre lande ser vi en tendens til at rive gamle bygninger ned og bygge noget nyt og endnu større, og det har igen et kæmpe energiforbrug. Vi er også nødt til at se på det kæmpe energiforbrug, der er omkring tøjproduktion. Det handler også om en omlægning fra animalsk kødproduktion til en stigende grad af vegetabilsk produktion.
Hvor langt skal vi så ud i fremtiden, før vi udfaser den sidste fossile energi?
KAI: Der vil også være fossil energi efter 2050, i særlige dele af produktionen. Men den fossile energi vil fylde markant mindre og vil være meget mere målrettet nogle ganske bestemte produkter. Hovedøkonomien er helt klart baseret på vedvarende energi, med alle de forskellige facetter, der ligger i det. Inklusiv bedre lagring af energien og bedre fordeling af energien hen over sæsonerne.
Hvordan ser du på forholdet mellem økonomisk vækst og klimakrisen?
KAI: Vi har stadigvæk brug for en økonomisk vækst. Jeg kan ikke forestille mig, at virksomheder ikke fortsat gerne vil blive større og producere mere. Men økonomisk vækst er jo ikke det samme som ressourcemæssig vækst. Vi skal selvfølgelig basere vores økonomi på en stadig stigende grad af genbrug af de ressourcer, vi har – og stadig mindre ressourceforbrug i det hele taget. Der er jo masser af gode jobmuligheder og godt arbejde i kultur og formidling og skabelse af de andre smukke ting, som også hører til i et samfund. Så jeg vil under ingen omstændigheder stille mig an og sige, at vi skal have stoppet al økonomisk vækst. For det skal vi ikke. Vi skal bare sikre, at den økonomiske vækst er baseret på recirkulation og på vækst i andre områder. Eksempler kan være omsorg for de ældre, pleje og pasning af vores børn og ordentlig uddannelse. Det kræver også en eller anden grad af vækst. Der skal tilføres disse områder noget mere. Og det kan fint lade sig gøre, uden at vi absolut skal hive endnu flere metaller og endnu mere olie op af undergrunden.
Du siger, at 2030 er vendepunktet. Ser du udviklingen som noget, der finder sted på samme tid i hele verden? Eller oplever en del af verden sammenbruddet først, og så kommer andre dele af verden efterfølgende?
KAI: Altså, det foregår ikke samtidig. Det foregår i spring. Men det sker ikke kun i Danmark eller i Europa. Der vil være den tendens, vi ser lige nu – at demokratiet kommer under dramatisk pres, også i Asien, i Sydamerika og i Afrika i et eller andet omfang. Men sammenbruddet vil nok først og fremmest blive markant i USA. For det er der, hvor skovlen for alvor er under demokratiet. Og tendensen til at undergrave folkestyret og gøre alt, hvad man overhovedet kan, for at det bliver rovdyrenes tidsalder, er jo i fuld sving med også at sprede sig til flere europæiske lande. Den samlede udvikling vil komme successivt hen over årene fra år 2030 og frem.
Men samtidig er det jo heller ikke mere dramatisk, end at der midt i sammenbruddet også er samfund, der stiger op. Først og fremmest i Afrika, hvor nogle lande bliver påvirket i mindre grad. Efterfølgende kan de så tjene som inspiration for os andre, der skal i gang med at bygge samfundene op igen. Vi må se i øjnene, at den stærke mand som løsningen på vores kriser og problemer holder ikke. Ikke engang i Rusland. Der vil komme en stigende forståelse for, at selvom vi godt nok synes, at det er noget bøvl med det der folkestyre, og at alt for meget går op i kævl og jeg ved ikke hvad, så holder det ikke med de fejlgreb, der sker, når den stærke mand eller en meget snæver elite skal styre hele krisen. Vi er nødt til, fra bunden af, at bygge nogle fællesskaber op, som munder ud i et samlet folkestyre.
Så kan man sige, at vi står overfor en slags demokratisk renæssance, selvom det ser sort ud for øjeblikket?
KAI: Ja, det kan man egentlig godt sige. Det er sådan set et meget godt udtryk. I dag bliver demokratiet hånet og spottet flere og flere steder fra, og den eneste måde, vi kan klare os på, er ved at indskrænke demokratiet i stærkere og stærkere omfang. Men vi kommer til at opleve en dramatisk bagside af den stærke mand, af diktaturerne, af råstyrken. Og så vil vi opleve, at der under alt det her faktisk er en folkelig fornuft. Lige nu kan man måske godt overse, at langt de fleste mennesker jo gerne vil andre mennesker og naturen. Det er bare de andre, der råber og skriger så højt, at man knap nok kan høre det. Den demokratiske ånd og viljen til at lytte til hinanden og finde løsninger i fællesskab har ikke særlig gode vilkår, sådan som landet ligger nu.
Og det ligger jo også i forlængelse af et andet spørgsmål, nemlig hvordan vi får sikret den folkelige opbakning til omstillingen?
KAI: Jeg har været lidt inde på det – altså, at der bliver en større forståelse for, at de lokale samfund kan noget, som centrale regeringer, folketing og myndigheder ikke kan. Friheden skal selvfølgelig være indenfor nogle rammer og inden for en lovgivning, der skal respekteres og overholdes, og nogle myndigheder skal sikre, at den efterleves. Men udgangspunktet må være en tro på, at almindelige mennesker har en større råstyrke i sig, end det man får mulighed for at vise i dag, hvor kontrol ligesom er løsningen på alle kriser.
Kan man ikke forestille sig en negativ spiral, hvor netop det, at vi oplever stadig større kriser, gør, at stadig flere mennesker siger: Nu satser vi på den stærke mand som løsningen på vores problemer? Og netop det, at vi har stadig stigende autoritære tendenser rundt omkring i verden, gør, at vi forøger kriserne, hvilket giver endnu større problemer, og det får endnu flere folk til at vende sig mod de stærke mænd?
KAI: Det er jo den tendens, som vi ser lige nu. De politiske skillelinjer vil netop gå mellem troen på, at stærke mænd kan klare det hele for os, og troen på, at hvis vi ellers tør række hånden ud mod hinanden, så har vi faktisk en langt stærkere kraft, end de andre har. Modsætningen vil være der, og det er ikke givet, at den kæmpekrise, som ligger og venter forude, bare fører med sig, at nu begynder de folkelige kræfter at tage over og blive stærkere og stærkere. Det vil kræve noget forberedelse, og det vil kræve noget engagement, der så skal sikre et modspil til de stærke mænd.
Hvad er de største trusler mod, at de folkelige kræfter tager over?
KAI: Den største risiko er jo, at kapitalmagten, som koncentrerer sig på stadig færre hænder, forskanser sig i sin egen økonomi, hvis der ikke sker en indgriben. Multimilliardærerne og tech-giganterne er nødt til at mærke et folkeligt pust i nakken. De er nødt til at bidrage til fællesskabet med nogle af de mange milliarder, som de har raget til sig selv. Og den største krise, vi kan løbe ind i, er, at det folkelige pres ikke er stærkt nok. At multimilliardærerne ikke begynder at bidrage. Og at vi fortsat har en voldsom skævhed i fordelingen af ressourcer mellem rig og fattig. Både mellem mennesker i de vestlige lande men også mellem Nord og Syd. Så er vi virkelig ude i en krise.
Så har jeg også et spørgsmål, der handler om forholdet mellem de dele af verden, hvor omstillingen finder sted, og de dele af verden, hvor den enten ikke finder sted eller ikke har fundet sted endnu. Hvordan ser du modsætningsforholdet mellem de to dele af verden?
KAI: Ja, vi er jo nødt til at have en eller anden grad af beskyttelse over for dem, der undergraver omstillingen. Vi må have et stærkt fokus på adgangen til ressourcer hos de, der for alvor skal i gang med den nødvendige omstilling. Hvordan sikrer vi, at de store økonomier, først og fremmest Kina, ikke kommer til at at undergrave den? Jeg tror, at selvom det er et råt styre, der er i Kina, kommer vi ikke udenom at alliere os med deres diktatur. Nu har jeg jo ellers talt stærkt for demokrati. Men i et omfang, i hvert fald i en periode, indtil den kinesiske befolkning for alvor begynder at rejse sig, er vi nødt til at se på Kina som en allieret. Ikke i forhold til demokrati men i forhold til, at de for alvor har fingrene nede i lommerne, når det handler om klodens ressourcer.
Den vigtigste kilde til at blive uafhængig af Kina er, at vi tager ressourcerne hjem til os selv. Vi køber jo, jeg ved ikke hvor mange milliarder tons af elektronik, inklusive biler, som i en eller anden grad er produceret i Kina og andre asiatiske lande. Og når vi har importeret alle de her iPads og kopimaskiner og biler og forskellige ting, skal de også sikres genanvendelse. Der ligger jo en masse ressourcer i al den elektronik. Dem skal vi sikre, at vi får ind i et kredsløb her hos os. I Europa skal vi blive de bedste i verden til at sikre, at ressourcerne bliver genanvendt. Vi kan ikke som Kina gå ud og lave billige solceller eller på anden måde lave billig elektronik. Men vi kan begynde at bygge en selvstændig økonomi op, som kan matche dem.
Er det på EU-plan eller taler vi om det lokale plan?
KAI: Vi er nødt til at arbejde sammen på tværs af landegrænserne i EU. Og vi må se i øjnene, at vores stærkeste kort i kampen om ressourcerne er, at vi allerede nu er rimelig langt fremme med genanvendelse og genbrug. Det kan i en eller anden grad styrke os i forhold til de økonomier, som stadig ikke er indstillet på den store omstilling.
Hvordan vil de forskellige syn på klimavidenskab være i 2044? Hvordan ser du hele erkendelsen af, at der eksisterer en klimakrise, og at den i høj grad er menneskeskabt?
KAI: Der vil ikke være meget tvivl om, at klimakrisen er menneskeskabt. Der vil stadigvæk være økonomier som Saudi-Arabien og nogle af de andre oliestater og nogle andre økonomier, der prøver at marginalisere det, eller synes, det er fint. Men der vil heller ikke være nogen på det tidspunkt, der ikke taler varmt for den vedvarende energi og for de her små modulære atomanlæg, og der vil være fin samklang i forståelsen af, at her har vi altså at gøre med energikilder, som er holdbare i længden. Der vil stadigvæk være øer af fossil energi, der kæmper en kamp for stadig at være der, og som fortsat vil stille spørgsmålstegn ved klimavidenskaben. På den måde at man siger: ”Jamen altså, vi vedgår, at der er en eller anden grad af krise, men vi tror på, at den fossile økonomi skal kunne være der også”.
Hvad med halvdelen af USA? Eller vil hele USA være nået til den erkendelse, at klimaforandringerne rent faktisk eksisterer?
KAI: De vil nok stadig skændes om det i nogen grad. Der vil stadigvæk være øer af klimaskeptikere, der fører sig frem. Men jeg tror på, at vi skal se på handlinger. Vi kan for eksempel se, at den stærkt republikanske Texas-stat er langt fremme med udbygningen af vedvarende energi, og det er jo ikke, fordi de synes, at det er rigtig godt med den grønne omstilling. Det er fordi, der er god økonomi i at have solceller og vindmøller. Handlingerne vil klart gå imod det, som er klimaskeptikernes økonomiske fundament.
Hvis man nu gerne vil skubbe med på den proces i retningen af borgerting og demokratisk omstilling, hvad skal man så gøre i praksis? Hvem tager de første skridt? Er det NGO’er eller de politiske partier eller enkeltpersoner?
KAI: Det er først og fremmest NGO’er. Hovedparten af de politiske partier har et helt andet fokus. De er så langt inde i deres egne bobler, at de kun vil kunne omstille deres tankegang, hvis de oplever, at der er et massivt folkeligt pres udefra. Og det pres er nødt til at starte lokalt. Men der er tusindvis af muligheder for at sætte processen i gang. Noget af det, som jeg er blevet opmuntret af, er de Grønne Nabofællesskaber, som jo også er en NGO – bare med bredere fokus end vedvarende energi og energiforbrug. Det handler også om det gode liv lokalt, de gode fællesskaber og sådan noget. Den voldsomme opbakning, som de Grønne Nabofællesskaber har fået, tager jeg som et tegn på, at der et eller andet sted underneden er et vækstlag af folk, som gerne vil bidrage. Men de holder sig tilbage, fordi de bliver bombarderet så meget med de forfærdelige historier, vi møder hver eneste dag.
Og her er spørgsmålet, hvordan man trænger igennem i mediebilledet, og hvordan det kan bruges som en del af omstillingen.
KAI: Ja, men jeg oplever også en slags NGO-reaktion på det. Færre og færre mennesker abonnerer på de medier, som udelukkende bringer det konfrontatoriske og kriseagtige. Det ser jeg som et tegn på, at flere og flere mennesker har et behov for at se nogle modbilleder til al den destruktion, som vi møder, og hvor den får hele armen. Jeg synes også, det er forfærdeligt, hvad der foregår i Gaza og Ukraine, men jeg kan godt forstå, at folk efterhånden bliver noget trætte af at høre om det.
Et udbredt spørgsmål er også, om du selv kan gøre noget ved de her kriser ude i verden. Ja, det kan du faktisk. Hovedparten af danskerne har sgu penge nok til at aflevere nogle af dem til Folkekirkens Nødhjælp eller Røde Kors. De gør jo alt, hvad de overhovedet kan for at hjælpe, både i Ukraine og i Sudan og i Gaza og Mellemøsten. De kæmper virkelig en kamp for at gøre det, som vi andre godt kan se, er nødvendigt, men hvor vi bare hele tiden hører om håbløsheden. Hvis man når frem til, at ”jeg kan ikke rigtig gøre noget”, så lader man også være med at spekulere mere på det. For ellers bliver man hurtigt slået i gulvet af alle de forfærdelige historier, vi præsenteres for.
Ja, det bliver hurtigt en ond cirkel. Hvis man først siger, at ”jeg ikke kan gøre noget ved tingene”, så undersøger man heller ikke de muligheder, man rent faktisk har.
KAI: Nej, nemlig.
Få mere at vide
”Vores bæredygtige fremtid – Knud Anker Iversen fortæller”, https://klimahub.dk/baeredygtig-fremtid/
”Tilbageblik fra 2035”, https://klimahub.dk/tilbageblik-fra-2035/
”Lokalsamfund får bedre mulighed for at overtage pubber og andre virksomheder”, https://positivenyheder.dk/2025/07/lokalsamfund-faar-bedre-mulighed-for-at-overtage-pubber-og-virksomheder/
”Mobile banker løfter det sydlige Afrika”, https://positivenyheder.dk/2025/07/mobile-banker-loefter-det-sydlige-afrika/
De Grønne Nabofællesskaber, https://gnf.green/
…og apropos borgerting bør vi også nævne Jakob Jespersen: Livsdemokratiet. https://www.livsdemokratiet.dk/livsdemokratiet/
