Vores blog, Fremtiden i vores hænder, er indledt i 2020 af Annegrethe Jørgensen fra Bedsteforældrenes Klimaaktion. Oprindeligt lå den på sin egen hjemmeside, fremtidenivorehaender.dk. I 2024 fik bloggen et nyt hjem på KlimaHub, hvor vi fortsat udvikler den. Efter bedste evne forsøger vi at skabe samspil mellem bloggens indlæg og interviews og podcastserierne på KlimaRadio.
Seneste indlæg og interviews
Klimasalme
Salmen er skrevet af Charlotte Weitze i 2013 – siden er vi heldigvis kommet en ny, mere klimavenlig samfundsmoral meget nærmere. Men klima-samtalerne har det stadig svært , for det er så nemt at komme til at moralisere på sig selv og hinanden.
Måske sku’ vi synge sammen i stedet for?
Klap ikke ad os men kæmp med os
Regitze Marker: Er de voksnes generation faldet ned mellem sofapuderne, spørger en gruppe unge, som præsten Regitze Marker har fulgt gennem et par år.
Måske er det bedste svar dét, som de unge selv kommer med, når de efterlyser voksensamtaler. Samtaler, der stikker dybere end et velment: “I er så seje” til de unge …
Jeg venter på det bæredygtige samfund
Annegrethe Jørgensen: Jeg venter med at købe fastelavnsboller, til det bliver fastelavn, og påskeæg, til det bliver påske. Jeg venter med at købe jordbær og vindruer, til det bliver sommer.
Jeg venter – og glæder mig …
Min største klimafrygt er, at folk ikke bruger deres fantasi
Alexandra Freltoft: Alle har forstået, at klimaforandringerne er et alvorligt problem. Alle har forstået, at det skal ske nogle ændringer.
De færreste har erkendt omfanget af de ændringer, der venter forude.
Min klimafrygt er, at folk ikke tænker stort nok. At de ikke bruger deres fantasi …
We’re fucked. Life is good
Jeppe Spure Nielsen: Klima- og biodiversitetskriserne vil skabe store omvæltninger for alt levende på jorden. Hvordan rummer man dét uden at handlingslammes af klimaangst eller fornægtelse?
Jeppe Spure Nielsen har et godt bud …
Klimasorg
Niels-Simon Larsen: Klimaangst, klimasorg og klimastress er nye ord, der er kommet ind i sproget.
Niels-Simon har været miljø- og klimaaktivist det meste af sit (lange) liv og ved alt for godt, hvad ordene betyder. Men han ved også, hvordan man kommer videre …
Omsorg for børnenes og Jordens fremtid med hjerte, mod og forandringskraft, det er det, som driver os her på siden.
Vi vil styrke troen på, at vi kan vende udviklingen. Vi vil få fler’ til at være med til at gøre mer’ – imod klimaforandringerne, for en bæredygtig fremtid. Det kan gøres på mange måder, men vi hepper særligt på praktivisterne og aktivisterne. Dem, der ikke GIDER vente mere på, at nogen skal komme og redde verden, men bare går i gang. Dem, der fortsætter det seje træk med at få politikerne til at handle med rettidig omhu på klimakrisen.
Vi vil åbne for nye visioner for fremtiden – ikke bare frem mod 2030 eller -50, men fremtiden for de næste 7 generationer. Hvornår går vi i den rigtige retning mod trivsel og velfærd for dem, der kommer efter os? Hvornår bærer det den gale vej? Det må vi tale om. I de sociale medier og i aviserne, men først og fremmest med dem, vi færdes med til dagligt, for dér – i fællesskabet – findes de livsnære svar på, hvordan vi gør en forskel, der batter.
Vi har fremtiden i vore hænder, og det er nu, det gælder, både politisk og i dagliglivet!
(Annegrethe Jørgensen, kendt fra Klimabevægelsen i Danmark, Bedsteforældrenes Klimaaktion og Fremtiden i vore hænder)
Hvis vi venter på handling fra politikerne, bliver det sikkert for sent. Hvis vi nøjes med at gøre noget selv, bliver det til for lidt. Men hvis vi kan arbejde sammen med naboer og fællesskaber omkring os, kan det blive til nok og til tiden.
(Rob Hopkins, stifter af The Transition Movement)






