Sommeropdatering om Klimafunding
Hej alle interesserede i Klimafunding.
Håber I alle har haft en god sommer. Her kommer en opdatering om vores planer for sensommeren 2019.
Fundraising
Vi er godt i gang med fundraisingsdelen af vores videoprojekt “Klimaforskning og klimamyter”.
Jesper er stødt ind i nogle ekstra arbejdsopgaver og har derfor begrænset tid til fundraising i efteråret. Derfor vil vi prøve at udlicitere nogle af opgaverne til en professionel fundraiser i Aalborg, så vi ikke bliver forsinkede. Selve projektet er det samme.
Podcast med udgangspunkt i 350 Klimabevægelsen
I foråret overtog Jesper og jeg ansvaret for Klimabevægelsens videokanal KlimaTV. Jeg vil gerne udvide konceptet med en podcast om bevægelsens initiativer og søge om penge til at producere episoderne. I første omgang planlægger jeg en demo-optagelse i september. Derefter kan bestyrelsen tage stilling til, om projektet vil fungere i Klimafunding-regi.
Ekstraordinær generalforsamling
Sidste gang vi mødtes, aftalte vi at holde en ekstraordinær generalforsamling, så snart vi havde fundet tre nye medlemmer til bestyrelsen. Vi er ikke helt i mål endnu, men det vil nok være realistisk at holde generalforsamlingen i løbet af september. Jesper og jeg har fundet en håndfuld interesserede. De vil ikke nødvendigvis deltage i bestyrelsen, men vil gerne følge med i vores arbejde. Hvis det passer med vores kalendere, kan vi mødes i København og kombinere det med et videolink til deltagere andetsteds.
Mikrobryggeri
Selvom det ikke har direkte forbindelse til Klimafunding, bør det alligevel nævnes, at Jesper er godt i gang med at producere specialøl og lokal frugt- og rabarbervin på Amager. Vi overvejer at bruge mikrobryggeriet som udgangspunkt for en video om de udfordringer man støder på, hvis man gerne vil lave et produkt og samtidig være klimabevidst.
Sensommerhilsener
Rasmus