Vores decentrale fremtid
Interview med Jeppe Graugaard, 25. oktober 2025.
Opfølgning på ”Fra nihilisme til et fælles nyt kompas” og ”At få mad nok – i fællesskab”.
Interviewer: Rasmus Skov Larsen.
JG: Jeg hedder Jeppe Graugaard, og jeg er underviser og forsker. Jeg har været højskolelærer i en del år, og er nu underviser i min egen forening, som hedder Earthways. Vi arbejder med det, vi kalder naturbaseret dannelse. Vi laver forskellige slags kurser, seminarer og workshops.
Og I havde en stand på årets klimafolkemøde i Middelfart.
JG: Ja, vi havde en stand sammen med de unge biodiversitetsambassadører, GARN, Global Alliance for the Rights of Nature, og så Jakob Jespersen, som har skrevet en bog, der hedder Livsdemokratiet. Det, vi har til fælles, er vores arbejde for naturens stemme og rettigheder, særligt i forbindelse med Naturens Grundlovsmøde, som vi holder hvert år. Det er et forsøg på at etablere en samtale og en bevægelse for naturens rettigheder i Danmark.
Er det ved Himmelbjerget?
JG: Ja, det finder sted oppe på Himmelbjerggården hvert år, omkring grundlovsdag.
Du har også nogle fremtidsvisioner, som man kan læse andetsteds på ”Fremtiden i vore hænder”.
JG: Ja.
Hvor langt er vi egentlig fra at fjernet årsagerne til klimakrisen i 2040? Det er ikke ret langt ude i fremtiden.
JG: Ja, spørgsmålet er, hvordan vi ser på ”årsager”. Der er selvfølgelig en helt konkret, materiel virkelighed, hvor vi har udledt en hel masse CO2 til atmosfæren. Og det gør vi i mindre grad i 2040. Men man kan også spørge om, hvad årsagerne er til, at vi har skabt et samfund, hvor det er blevet en del af vores allesammens fælles liv og infrastruktur, at vi skal bruge så meget fossil energi, som vi gør. Hvis man dykker lidt længere ned, tror jeg, at det handler rigtig meget om hvilken slags mennesker, vi er blevet i kraft af moderniteten. Det moderne verdensbillede tager for givet, at vi som mennesker er adskilt fra naturen. Vi ser på os selv som noget, der står uden for naturen, og naturen som ressourcer, vi kan bruge mere eller mindre kvit og frit i vores produktionssystem.
I 2040 er vi begyndt at forstå, at det verdensbillede ikke helt hænger sammen. Men der er stadigvæk ret lang vej igen i forhold til, at vi som samfund bevæger os hen til et sted, hvor vi både forstår og handler på måder, hvor vi er i sammenhæng med naturen, i stedet for at stå uden for den. Men der er selvfølgelig en hel masse i skred, i kraft af de store begivenheder, som er sket op mod 2040. Når virkeligheden indhenter en, bliver det tydeligt, at den måde, som vi har levet på, altså vores produktions- og forbrugsmønstre, jo tydeligvis har undergravet vores levegrundlag. Så det er vi begyndt at forstå. Der er også nogle dybereliggende ting. Den moderne verden kom ud af en flere hundrede år lang proces, hvor vi i den vestlige og europæiske verden har koloniseret resten af planeten og overtaget de lande og undertrykt de kulturer, der før har været. Og der er stadigvæk lang vej til, at vi på et kollektivt plan forstår og gør op med det. I 2040 er vi godt klar over, at det er en helingsproces, som kommer til at tage lang tid endnu.
Når du siger ”vi”, hvor er det så i verden, vi befinder os?
JG: Jeg snakker ud fra det fællesskab, som jeg er en del af. Det ligger i Søhøjlandet, hvor jeg har boet den sidste halvdel af mit liv. Og det fællesskab er selvfølgelig forankret her i Danmark og i nogle fællesskaber på tværs af landet, som fungerer som hubs for de omkringliggende lokalsamfund. De hjælper både med at etablere et fungerende fødevaresystem og med at modtage klimaflygtninge, huse dem, og få etableret en form for højskole, hvor vi både lærer en masse færdigheder, men også udveksler med andre lande og sender unge folk afsted. Vi har de her camps, hvor vi klæder unge mennesker på til at tage ud i verden, inden de kommer afsted i den internationale brigade.
Og du nævner også den internationale brigade i det oprindelige interview. Kan du fortælle mere om, hvordan brigaden bærer sig ad, når den tager ud og regenererer lande her i 2040?
JG: Det er jo egentlig en model, der kom fra det tidspunkt, tilbage i 20’erne, hvor det også blev obligatorisk for kvinder at have værnepligt. Da værnepligten blev udvidet til at være 11 måneder. På det tidspunkt begyndte vi og en række andre organisationer at tænke over, at hvis vi nu ikke skal uddanne unge mennesker til at gå i krig, men til at lave fred i verden, så har vi brug for nogle helt andre færdigheder. Så vi begyndte at etablere de her steder, hvor man kunne komme hen, hvis man var militærnægter, og lære nogle ting om naturforståelse og om at regenerere jorden. Ud af det voksede der fællesskaber med rigtig mange mennesker rundt omkring på kloden. Og derfor begyndte vi at lave udvekslinger, som senere blev til den internationale brigade. Da vi så endelig, efter 10 år, fik opnået en form for særstatus, kunne vi gå fra at være et sted, der tog imod militærnægtere, til at være en slags international højskole.
Kan du give et eksempel på et land, der er blevet regenereret?
JG: Jeg vil jo allerførst sige, at det land, der havde allermest brug for at blive regenereret, var vores eget land. På det tidspunkt var Danmark jo meget naturfattigt – et af de mest naturfattige lande i hele Europa. Jeg ved godt, at ”natur” er et problematisk ord, men i hvert fald havde vores landbrugsproduktion på et tidspunkt opnået så meget kontrol over vores jorde, at der ikke var ret meget plads til den frie og vilde natur. Landbruget udledte en hel masse kvælstof til vores indre farvande. Det gjorde, at vi både havde katastrofale iltsvind i havet og at tilstanden i vores jorde var meget kritisk.
Så da det blev svært at få flere fossile brændsler og gødning på den måde, som vi var vant til, skulle der jo ske noget, og så skulle vi gøre noget andet, forholdsvis hurtigt. Og det var vi en del af, selvfølgelig sammen med hele den landbrugsbevægelse, som spirede på det samme tidspunkt. Arbejdet med at regenerere jorden i Danmark blev en form for pionerarbejde, sammen med alle mulige andre organisationer rundt omkring i verden. Og der var efterspørgsel på de færdigheder, vi fik lært. Så derfor udviklede det sig gennem udvekslingsaftaler med andre organisationer i Europa. Nede i Sydeuropa havde de selvfølgelig nogle lidt andre problematikker. De havde kæmpe skovbrande, og de havde ørkenområder, der begyndte at sprede sig. Men når man først har knækket koden i forhold til at forstå den regenererende kraft, som er i naturen, og når man begynder at arbejde med naturen i stedet for mod den, så kan man forholdsvis hurtigt gå ind og genskabe betingelserne for liv.
Og så var det jo også sådan, at de unge mennesker bare havde lyst til at komme ud i verden og være med til at hjælpe i nogle af brændpunkterne. Det var naturligt, at vi sendte flere grupper afsted til Sydamerika, da det blev rigtig kritisk med Amazonas, og regnskoven var virkelig tæt på at forsvinde helt.
Hvad gjorde I for at modvirke udviklingen i Amazonas?
JG: Det handlede jo rigtig meget om at komme ud og understøtte de projekter, der allerede var i gang. For de oprindelige folk i Amazonas ved godt, hvordan man skal behandle jorden og skoven med respekt. I starten handlede det rigtig meget om at understøtte deres arbejde og være med til at beskytte nogle af de områder, som de passer på, men som var under pres. Og så lære nogle af deres færdigheder og teknikker. Vi var behjælpelige med at skabe netværk og få ressourcer ind i deres projekter og var med til at samskabe og administrere mange af deres tiltag.
Du nævnte også en spirende bevægelse for at omstille landbruget. Hvem deltog i den? Var det folk, der selv dyrkede jorden, eller…?
JG: Det er lidt underligt at tænke på. Her i 2040 er de fleste landbrug jo andelsgårde. Men dengang var der en lille organisation, der startede som et forsøg på at opkøbe gårde og lave dem til egentlige andelsselskaber, hvor unge mennesker flyttede ud og begyndte at blive landmænd og -kvinder. Det var den bevægelse og hele den regenerative jordbrugsbevægelse, som spirede tilbage i ’20’erne. Og da det virkelig begyndte at brænde på, og vi fik problemer med fødevaremangel og med at opretholde det industrielle landbrug, var der lige pludselig mange hænder. Så den første indsats, der blev gjort i forhold til andelsgårde og regenerativt jordbrug, kunne opskaleres ret hurtigt.
Hvis du ser på samfundet som helhed, hvordan er samfundsøkonomien og det politiske system så indrettet i 2040?
JG: Vi er jo stadigvæk i en slags parallel virkelighed. Hvis man kigger tilbage på 20’erne, var hele det politiske spil jo præget af, at det blev mere og mere afkoblet fra virkeligheden. Eller i hvert fald fra almindelige menneskers virkelighed. Rigtig mange mennesker blev desillusioneret med politik, fordi nogle karrierepolitikere melede deres egen kage. Og der var jo et kæmpe spørgsmål omkring selve vores styreform og vores demokrati. De krige, der udspillede sig i 20’erne, var en katalysator for, at vi fandt ud af, at det demokrati, vi kendte, ikke kunne være endestationen, medmindre at vi lige så langsomt skulle flyde over i en form for autokrati eller diktatur. Så selvfølgelig kom der en vækkelse og en demokratisk bevægelse i 30’erne. Den begyndte at tilbagerulle den centralisering af demokratiet, der ellers havde været helt tilbage fra nullernes kommunalreform og centralisering af magten.
Det er en fortsat kamp at få mere nærdemokrati, og det er svært at se enden på den. Og så er der selvfølgelig nogle af de gamle interesser, som kæmper med næb og klør for at holde fast i deres privilegier. Men det er som om, at det er tippet mere til fordel for nærdemokrati i løbet af 30’erne. Vi har lært den lektie, at demokratiet ikke må blive en sovepude. Det er nødt til at være noget, vi holder i live hele tiden og hver dag. Og vi har brug for mere borgernære strukturer. Mange af dem er vi allerede begyndt at etablere.
Er det en udvikling, som vi ser jævnt fordelt over jordkloden? Eller er der nogle områder, der bevæger sig i retning af mere demokrati, og andre områder, der bevæger sig i retning af mere autokrati?
JG: Altså, det er jo helt tydeligt, at alt det, der er sket i 20’erne og 30’erne, hvor vi har fået en omvæltning af den globale magtfordeling, jo slet ikke er færdigt endnu. USA som den ledende supermagt undgik at blive et diktatur, men har stadigvæk en lang vej tilbage i forhold til demokratiet. Jeg tør næsten ikke udtale mig om, hvordan det kommer til at gå, fordi det stadigvæk ser ud som om, det står og tipper. Det kan gå den ene vej eller den anden vej.Det samme med Rusland. Efter at Putin døde og der kom et magtskifte, håber vi alle sammen på, at det fortsætter med at gå den rigtige vej i form af mere demokrati eller i hvert fald mere borgernært styre. Men der er jo stadigvæk nogle store og mørke kræfter på spil. Og Kina er jo fortsat, hvad vi vil betegne som et diktatur, og fungerer på nogle helt andre måder.
Men vi prøver at solidarisere os med de demokratiske bevægelser rundt omkring på hele kloden. Og på en god dag kan man godt tro på, at det går den rigtige vej. Men det er da ikke givet, at det hele vil løse sig. Det er en lang vej og en lang kamp, også som følge af alle de år, hvor vi ikke handlede i forhold til klimakrisen. Vi gik og ventede på, at der skulle komme en stor teknologisk løsning eller en stor international aftale eller et eller andet, som kunne fikse det hele for os. Og det kom aldrig. På grund af den tro på at andre kunne fikse det, lod vi det blive meget værre i lang tid. Det kommer til at tage mange, mange hundrede år, inden verden bliver et sted, hvor ikke bare alle mennesker, men også alle arter vil kunne trives.
Hvor udbredt er klimabevidstheden så i 2040?
JG: Det sjove er jo, at nu kalder vi det ”klimabevidsthed” – og du spurgte også om, hvor langt vi er fra at have fjernet årsagerne til ”klimakrisen” her i 2040. Noget af det, vi har forstået, er, at det også handler om, hvordan vi tænker og ser på verden. Den måde, vi tænkte på dengang, var meget at opdele verden i alle mulige kategorier. Så havde vi noget, der hed ”klima”, så havde vi noget, der hed ”natur”, og så havde vi noget, der hed ”miljø”. Men i virkeligheden var det alt sammen forbundet. Vi har med tiden lært at se verden på en meget mere helhedsorienteret måde. Det, som vi for 15-20 år siden ville have kaldt ”klimabevidsthed”, er jo noget af det, vi i dag bare tænker på som forståelsen af livets sammenhæng. At vi er en del af livets store fællesskab. Vi er indlejret i nogle habitater, nogle økosystemer, nogle bioregioner, som vi ikke kan adskilles fra. Når vi laver projekter, om det er landbruget eller nye politiske strukturer, bliver vi nødt til at tænke på os selv som en del af en større bioregion og også tænke på, hvordan de andre arter i regionen kan trives.
Er den bevidsthed alment udbredt i 2040?
JG: I hvert fald nok til at vi er begyndt at bruge bioregioner som en enhed, vi organiserer os efter, også politisk og strukturelt. Hvis man går ud og spørger den almene borger, er det måske ikke lige det, det de vil sige allerførst – men vi er i gang. Vores lille højskole her er en del af det. Så jo, jeg vil sige, at bevidstheden er mere udbredt, i hvert fald her i vores lille hjørne af verden.
Nu siger du ”bioregion”. Hvad er en bioregion mere præcist?
JG: En bioregion er den måde et geografisk område er defineret i kraft af de naturlige træk som tegner området, som f.eks. hvordan vandet bevæger sig på igennem landskabet. Bioregioner adskiller sig ved at have forskellige vandopsamlingsområder, økosystemer, klima og topografi. Nu er hele Danmark jo nærmest en del af den samme bioregion, så det giver måske sig selv i Danmark. Hvis man rykker lidt længere sydpå, kan du se, at du har én slags bioregion, når du bevæger dig op i bjergene, for eksempel i Alperne. Når du kommer ned på den anden side af dem, begynder der at være nogle andre habitater. Og som sådan er en bioregion bare noget, som er defineret af naturen uden alle de skel vi mennesker lægger over et landskab. Vi mennesker har rykket en hel masse rundt på, hvordan naturen fungerer, men vi kan se, at vi nu skal til at rykke lidt tilbage igen, så vi er i mere harmoni med den måde, som naturen geografisk har defineret de områder, vi bor i.
Er det også noget, der får konsekvenser for den måde, vi mennesker bosætter os på?
JG: Det har det jo været i høj grad. Vi kan se, at der er nogle områder, vi har skullet slippe lidt fri i løbet af de seneste hundrede år – for eksempel rigtig mange dræningsprojekter i Danmark. Men det er i lige så høj grad i resten af Europa, at man har drænet jorden, og der er jo nogle steder, man ikke vil opgive. Når man kigger på Holland, vil det jo være svært at sige til alle hollændere, at I bare skal lade jeres land oversvømme. Men det er begyndt at blive en mere almen tankegang, at man er nødt til at sætte naturen fri. Så vandet kan bevæge sig, som det vil gøre naturligt, i stedet for at vi inddæmmer og ændrer på det. Det betyder, at mange områder, som tidligere har været drænet, ikke er det længere. Og det har haft ret konkrete konsekvenser for de mennesker, der har boet der.
Du omtaler naturens iboende kraft til at regenerere. Hvordan fungerer det i praksis? Skal vi som mennesker trække os tilbage og sige, at nu lader vi de forskellige kræfter i naturen udvikle sig, som de selv har lyst? Eller er det en mere kontrolleret, styret proces fra menneskelig side?
JG: Noget af det, vi fandt ud af i 20’erne, var jo, at vi får problemer, hver gang vi snakker om naturen, fordi vi begrebsliggør noget, som er meget flydende. Og vi ender med at sætte mennesker i en kategori som noget andet end naturen. Naturens regenererende kraft er i høj grad også til stede inde i os som mennesker. Den flyder i alt levende. Vi har kunnet se det ved den globale pandemi, som var i starten af 20’erne, og ved de krige og oversvømmelser og naturkatastrofer, der har været. Når vi mennesker går væk fra en tankegang, hvor vi skal kontrollere eller dominere jorden, så har naturen en evne til at bevæge sig imod højere diversitet. Når vi stopper med at kontrollere jorden, og sætter naturen fri, så begynder den at gøre det, vi kalder at regenerere. Men i virkeligheden handler det jo om, at den begynder at skabe højere diversitet, som i sidste ende kommer alle mulige arter og også os selv til gode. Så det er en form for iboende kraft, som findes på vores planet. Og vi mennesker kan hjælpe den på vej.
For os mennesker, som har en tendens til at tænke rigtig meget, måske alt for meget, handler det om at tage et skridt tilbage og lade den kraft udfolde sig, uden at vi skal begynde at kontrollere den. Når det er sagt, har vi også lært en hel masse fra oprindelige folk. Vi kan jo se, at oprindelige kulturer rundt omkring på kloden har arbejdet med den her kraft i stedet for at arbejde mod den. Når vi for eksempel regenererer ørkenområder, laver vi et lille indgreb, som gør, at der sker nogle kaskadeeffekter i naturen, som så bevæger sig hurtigere imod højere diversitet. Det har oprindelige folk en dyb forståelse af og en meget lang tradition med. Vi kan lave fødevaresystemer, som ikke er de kæmpe monokulturer, vi havde tilbage for 10 år siden, hvor der kun var plads til én afgrøde. Hvis vi laver fødevaresystemer med høj biodiversitet, kan vi høste stort set lige så mange kalorier, men vi kan samtidig lave plads til, at der også er livsbetingelser for alle mulige andre arter.
Kan du nævne et eksempel på en kaskadeeffekt, der har fundet sted i Danmark?
JG: Det kan være de steder, hvor man først har drænet og siden er stoppet med at dræne. Der er nogle nærmest magiske historier, hvor nogle af de vandplanter og blomster, som vi troede, var forsvundet fra vores landskab, lige pludselig kom tilbage. Vi kan se det på rigtig mange af de områder, som har været industrielt dyrket med fossile brændsler i en lang periode, og som fra et biodiversitetssynspunkt jo nærmest var blevet til en ørken. Når vi stopper med at dominere og kontrollere jorden og i stedet hjælper den på vej med helt basale dyrkningsteknikker med kompost og gødning fra dyr, er markerne meget hurtigt blevet til områder med meget højere biodiversitet.
Du talte om en nødvendig udvikling, der fandt sted i 30’erne, hvor folk begyndte at få en ændret opfattelse af sammenhænge mellem de forskellige problemer. Men hvad er egentlig årsagen til, at det var en nødvendig udvikling?
JG: I løbet af 20’erne var der en global pandemi. Der var et helt horribelt folkemord i Gaza. Og der var en krig i Ukraine. Alle de konfrontationer og krige, der udspillede sig i kølvandet på de første store forstyrrelser af det globale industrielle system, har påvirket den måde, som det internationale samfund fungerer på. Konflikterne var jo ved at køre det hele af sporet, hvis vi ikke hver især gjorde noget. Det var på den baggrund, at den folkelige demokratiske bevægelse begyndte at slå igennem.
Det skyldtes selvfølgelig også, at meget af den velstand som vi tog for givet, lige så stille begyndte at forsvinde fra os. At folk begyndte at se, at man ikke længere kunne læne sig tilbage og håbe på, at andre nok skulle fikse det. Og det er ikke fordi, det ikke stadig kan nå at køre af sporet. Men det virker som om, vi har fået bremset det en lille smule, i kraft af de fællesskaber vi er begyndt at etablere.
Hvad er situationen i 2040 i Ukraine, Gaza og de andre brændpunkter rundt omkring i verden?
JG: Det er jo en lang proces. De kommissioner, der er blevet nedsat og arbejder med det, ved godt, at det kommer til at tage mange årtier, inden de mange sår og ar på sjælen finder heling. På den anden side giver det håb, at vi er begyndt at se på for eksempel Gaza som noget, der ikke bare var en isoleret konflikt, men et resultat af en mange hundrede år lang kolonisering af folk rundt omkring i hele verden. Hvis man går 15 år tilbage, var det fortvivlende svært at se enden på den konflikt. Måske skulle det også gå så galt, før det jødiske samfund tog et opgør med den måde, som staten Israel kunne opføre sig på. I den nordlige del af Europa lever vi i relativ fred, men der er stadig mange millioner klimaflygtninge rundt omkring på kloden. Vi gør det bedste, vi kan.
Eksisterer der et selvstændigt Palæstina i 2040?
JG: Ja.
Eksisterer der et selvstændigt Ukraine i 2040?
JG: Ja, det gør der også.
Så er der stadig håb. Men du nævner også noget om en nødretstilstand.
JG: Ja, den udvikling kom jo i kraft af, at når der sker så store omvæltninger, som der gjorde i de år, med oversvømmelser og så videre, havde staten simpelthen brug for nogle konkrete, retslige værktøjer til at sætte ind og overtage jord. Det var en svær periode, og den varede måske også længere, end den egentlig burde. Men i sidste ende ledte den heldigvis også til den demokratiske bevægelse, som opstod. Fordi vi kunne se, at man ikke permanent kan have en nødretstilstand uden at bevæge sig væk fra demokratiet.
Nødretstilstand risikerer hurtigt at blive et springbræt for udviklingen hen mod en autoritær stat.
JG: Ja, lige præcis. Og det var jo det, der var ved at ske, da det så sortest ud. Vi kunne se, at den tilstand kombineret med den gennemgribende overvågning af, hvad vi hver især gik og lavede i vores digitale liv, meget hurtigt kunne reducere os alle sammen til tandhjul i et meget større maskineri. Men heldigvis fandt vi ud af, at vi kollektivt godt kunne stå imod den udvikling. Der var et kæmpe opgør, og det krævede også, at vores forståelse af, hvad demokrati er, blev taget op til revision. Vi kunne ikke bare overlade det til levebrødspolitikere inde på Christiansborg.
Hvordan ser demokratiet ud i 2040?
JG: Vi er gået tilbage til noget, nogle af os kendte i det forrige århundrede, hvor vi havde meget mindre enheder. Vi havde mange flere kommuner dengang – det har vi også i dag. Vi havde mange flere lokale byråd – i dag har vi mange lignende instanser. Så bevægelsen, hvor der blev længere fra borgeren til politikerne, er blevet vendt om. Det er blandt andet her, at bioregionerne kom i spil. Fordi det var vigtigt, at vores lokale demokrati forholdt sig til, hvad det var for en geografi, de var en del af.
Betyder det så, at bioregionerne også fungerer som en demokratisk enhed?
JG: Ja, det gør det i dag. Jeg ved ikke, hvor ideen kom fra, men det var et genialt træk at koble demokratiet sammen med bioregioner og naturen på den måde. Altså, vi var jo et af de første lande, som tog tankegangen til sig. Så her er et eksempel på, hvordan det kan fungere, og det er selvfølgelig langt fra perfekt. Jeg håber, at alle mulige andre eksperimenterer med det og forfiner den her styreform. Det virker som om, at der er en international bevægelse i gang.
Nu nævnte du, at I på folkemødet delte stand med forfatteren til Livsdemokratiet. Han har nogle tanker om, hvordan man kan lave borgerting og bruge dem til at genaktivere demokratiet rundt omkring i verden. Er det noget tilsvarende, du forestiller dig?
JG: Ja, det er det i høj grad. Selve tanken med Livsdemokratiet er jo at få naturens stemme ind i vores lovgivningsgrundlag – men også fremtidige generationers stemme og også de mennesker, som er langt væk i tid og sted. De fremtidige generationer og forskellige arter, som vi deler Jorden med, er begge tænkt ind i både de lokale råd og på bioregionsniveau. Også her har vi fundet inspiration fra alle mulige steder og kulturer rundt på kloden, hvor man har haft den styreform og brugt den måde at tænke på.
Hvilke kulturer har brugt den?
JG: Vi tog udgangspunkt i en styreform i Gamo-højlandet i Etiopien, hvor de bruger ”wagas” eller talspersoner for naturen. Man skal nærmest se det som en form for overlappende cirkler. Hvis du forestiller dig, at vi har en landsby inde i midten af cirklen, så har vi rundt omkring de forskellige cirkler, som er repræsenteret. De bliver bestemt af bioregionen. Altså, der er skoven herovre, og så er der en repræsentant for skov, så er der floden herovre, og så er der en repræsentant for floden, og her er de forskellige arter, og de har alle sammen en stemme og en repræsentant i rådet og cirklen.
[I denne video kan du se, hvordan det foregår: https://www.globalonenessproject.org/library/films/thousand-suns]
Hvem udpeger så repræsentanterne?
JG: Det er en meget spændende og fin, nærmest organisk proces. Allerede i folkeskolen handler det om, at vi mennesker bliver sensitive i forhold til at forstå naturens stemmer. Og i løbet af skoletiden er der bare nogle elever, som har en større forbindelse, som finder ud af, at de på en eller anden måde er forbundet til floden. Og så vælger de senere i livet at stille op til og blive flodens repræsentant. Så det hænger egentlig sammen med vores uddannelsessystem. Og så er det et råd af repræsentanter, der vælger, hvem der kommer ind.
Så det er ikke for eksempel lodtrækning, der er udslagsgivende, eller hvordan?
JG: Der er som regel ikke lodtrækning, medmindre at rigtig mange gerne vil være repræsentant. Men på en eller anden underlig måde går det rigtig tit op. Når det ikke gør, og hvis det ikke kan tales til rette, så bliver det til en lodtrækning.
Hvis vi springer til en anden del af samfundet: Hvordan forestiller du dig vores energiforsyning i fremtiden?
JG: Tilbage i 20’erne havde vi et alt for højt energiforbrug. Når vi talte om grøn energi, handlede det om, at vi var nødt til at have den samme energiforsyning; vi skulle bare lave den grøn. Siden har vi fundet ud af, at vi selvfølgelig ikke kan opretholde så højt et energiforbrug som tilbage i 20’erne og til dels i 30’erne. Jeg synes, at den elektriske bil er et godt eksempel på det. I lang tid var der en tro på, at vi alle sammen kunne køre rundt i vores egen bil, og hvis man så bare skiftede sin benzinsluger ud med en elektrisk bil, så var alting godt. Det viste sig selvfølgelig at være en drøm, som ikke havde noget hold i virkeligheden. Det er derfor, vi i dag deler ressourcerne på en helt anden måde, for eksempel med vores transportsystem. Vi har meget bedre offentlig transport, og bilerne er alle sammen nogle, der bliver delt.
Vi er forholdsvis godt stillet, fordi vi i 10’erne og 20’erne virkelig tog fat på at lave vedvarende energi. I Danmark fik vi selvfølgelig udbygget vores vindmølleparker tilbage i 20’erne. Dem er vi i høj grad afhængige af, sammen med de solcelleparker, som også blev etableret. Så er der også de nye varmepumper, bl.a. jordvarmepumper, som gør, at der er brug for meget mindre input til at lave varme.
Så er der to ting, jeg studsede over, da jeg læste de tidligere indlæg. Du omtaler nogle ting, der pludselig bliver meget billige, før de bliver næsten umulige at få fat på. Og du skriver noget om at hamstre modemmer. Kan du sige noget om mekanismerne bag det?
JG: Det handler egentlig bare om, at i rigtig lang tid var mange af de ting, som vi købte, produceret i et økonomisk system, hvor de, der producerede dem, ikke skulle betale de fulde omkostninger. Naturen og forureningen blev set som noget, der bare var gratis. Det gjaldt alt fra bilbatterier til solcelleanlæg og stort set alt, hvad der havde input fra fossile brændsler. De var jo mulige at producere meget billigere, end de er i dag, og det var de i lang tid indtil 20’erne. Der kan jeg huske, hvordan noget af det, som vi i dag tænker på som luksusprodukter, begyndte at blive meget dyrt i supermarkederne. Staten prøvede at fjerne afgifter og sørge for, at vi kunne blive ved med at købe kaffe og chokolade lige så billigt som før, men efterhånden som produktionen blev mindre, blev produkterne dyrere og dyrere.
I 2025 var der nogle, der betragtede de produkter som kritisk infrastruktur.
JG: Ja, lige præcis. I dag er det ting, vi kun får til særlige lejligheder. Andre ting, som var billige engang, og som blev meget dyre, efter at forsyningskæderne blev ødelagt, var elektriske produkter som modemmer. Vi havde initiativer, hvor organisationer tog rundt og opkøbte dem i genbrugsbutikker og hjalp folk med at etablere lokale digitale netværk.
Betyder det, at internettet i 2040 er modembaseret?
JG: Ja, vi fandt ud af at lave et distribueret netværk, hvor vi ikke var afhængige af de kæmpestore datacentre, som tech-giganterne havde etableret. I 20’erne gik det op for os, at grundideen med internettet var blevet ødelagt, fordi det var blevet totalt kommercialiseret og en del af en kæmpestor overvågningsmaskine. Det handlede i høj grad om at sætte os fri af det. Og der var modemmerne og folks hjemmecomputere en del af løsningen.
Hvad med brugen af kunstig intelligens i 2040? Er det stadig en ting, eller var det bare et forbigående modefænomen?
JG: Allerede dengang kunne man se, hvad der skete med bitcoins. De blev meget populære, men da alle begyndte at mine bitcoins, var der selvfølgelig også en kæmpe energimæssig regning. Det var det samme med kunstig intelligens, som var baseret på LLM’er (Large Language Models), som ikke bare slugte en masse energi, men også en hel masse andre ressourcer. Vand for eksempel. Til sidst blev det et valg mellem, om vi selv ville drikke vandet, eller om vi ville bruge det til kunstig intelligens. Da begyndte vi heldigvis at prioritere på en anden måde. Så nej, kunstig intelligens er ikke længere en del af vores liv på samme måde, som det var i 20’erne.
Jeg har et sidste spørgsmål omkring Earthways. Findes den stadig i 2040 – eller hvad er der sket med foreningen?
JG: Når jeg tænker tilbage på Earthways, så var det jo på en måde en lille inkubator for noget andet. Det var nogle sjove år, men det var også tydeligt, at der ikke var brug for Earthways i den verden, der blev skabt. Selvfølgelig blev nogle af de nye fællesskaber etableret i kraft af foreningens arbejde, men de kom til at hedde noget andet. Alting har sin tid. Noget af det, som også var en del af Earthways’ filosofi, var, at vi må følge med virkeligheden og hvordan den bevæger sig. Så da der ikke var behov for Earthways længere, begyndte vi jo bare at lave nogle af de samme ting i andre sammenhænge.
Få mere at vide
”Fra nihilisme til et fælles nyt kompas”, https://klimahub.dk/fra-nihilisme-til-nyt-kompas/
”At få mad nok – i fællesskab”, https://klimahub.dk/at-faa-mad-nok/
Earthways, https://earthways.dk/
Jeppes hjemmeside: https://jeppegraugaard.dk/
Jakob Jespersen: Livsdemokratiet, https://www.livsdemokratiet.dk/livsdemokratiet/
GARN, Global Alliance for the Rights of Nature, https://www.garn.org
