Efter tre uger med Klima-Karavanen

Bjørn Tving Stauning

Klima-Karavanen har været i landområder, landsbyer, halvstore byer, store byer og om et par dage når den hovedstaden. Vi fik langt fra den deltagelse, som vi havde håbet på, og tidspunktet med en sensommer-event har givet udfordringer for mange. Alligevel har det været og er det en helt fantastisk tur.

Det har været helt markant, at alle mennesker – tyk og tynd, ung og gammel og fra alle sociale lag – er bevidst om klimaforandringernes realitet. Samtidig betegner de fleste indsatsen fra det politiske segment som lidt af en parodi på rettidig omhu. I debatterne undervejs er der føget mange negativt ladede superlativer om politikernes iver for at beholde jobbet gennem luften!

I en by blev vi taget imod af den konservative borgmester og to folketingskandidater fra hhv. Socialdemokratiet og Venstre. Ingen var i tvivl om at klimaforandringerne var det mest brændende emne, og de fremhævede alle tre, at netop deres parti var klar til at sætte alle sejl til.

Vores utvetydige udsagn var, at vi netop står her, fordi deres bestræbelser langtfra er nok. Det virkede ikke til at genere eller overraske. Snarere syntes det at være en bekræftelse på det, de i forvejen var på det rene med.

Man kan kalde det et eksempel på dansk tolerance. Eller et skuespil.

Et andet sted var vi til møde med kommunens tekniske direktør, som netop skulle aflevere en klimarapport over, hvordan det stod til i kommunen og med målet om CO2-neutralitet i 2040. Der var positive toner og det hele blev holdt i et optimistisk sprog. Men da vi kom til flytrafik, kom der blot en bemærkning om, at den jo ikke var medtaget. Selvom CO2 udledning fra udlandsflyvning er på omkring halvdelen af den fra persontrafik. Og samtidig blev der gjort rede for, at den udledning, der stammer fra bilismen i landsbyerne, stort set ikke står til at ændre! Løsningen var henholdsvis grønt flybrændstof og el-biler + lokalt produceret strøm.

Men der var ingen beregninger af prisen for brændstoffet eller af den absolutte kapacitet for el-biler. Ingen antydning af forandringer i levevis eller vaner. Et regnestykke, hvor facit er givet på forhånd, og hvor beregningerne er mangelfulde eller nærmest ønsketænkning. En saglighed skabt for at berolige. En saglighed skabt på en løgn.

Hvem skal sætte foden ned og kræve større viden og indsigt? Eller at teknikerne siger sandheden?

Landbruget tog også venlig imod os. Der er virkelig gang i mange miljøforbedringer. Ingen tvivl om at bestræbelserne er store. Der var heller ingen bortforklaringer. Problemerne er kendte. Lysten til at lave noget om er til gengæld noget fraværende. Der skal skabes tekniske løsninger, og ”vi er allerede langt”, så hvorfor snakke dyrevelfærd eller kostomlægning? Og i øvrigt er mine grise lige så gode som deres økosvin …

Ved et andet møde blev der talt om veje til netto-nul udledning. Her var omdrejningspunkterne genbrug, affaldssortering og kostvaner. Lutter gode takter. Men hvis vi taler om behovet for en mærkbar nedgang i CO2 aftryk, er det nok i småtingsafdelingen.

Her er det vi møder effekten af en mangel på politisk realitetssans. På en eller anden måde har de politiske ledere formået at forføre danskerne til at tro på myten om, at vi er et foregangsland – og at en spand vand kan slukke en skovbrand. Det er som om de populistiske eller overfladiske myter danner en tynd, men uigennemtrængelig fernis ovenpå de virkelige kendsgerninger.

Måske den største forhindring for grøn omstilling

Hvor kunne man ønske, at politikerne tog anderledes fat, eller at medierne evnede at fokusere på realiteterne i stedet for bare at referere de tomme holdninger, som om der var viden bag! Vi er et land med en betydelig folkelig viden både om omfanget af klimaforandringerne OG det politiske segments mangelfulde indsats. Hvorfor er vi stadig så fastlåst?

En joker mødte vi ved et fantastisk indlæg om de sociale medier og deres fangarme. Med en brutalitet og kynisme, som måske modsvarer KZ-lejrenes menneskeforagt, trænger disse købmænd ind i psyken og gør brugeren til narkoman, inden nogen kan nå at orientere sig om hvad der er på spil. Scrolle-livet gør virkeligheden til en mulighed, ikke en realitet. Og alt for mange unge får en stress-diagnose i 18-20–års alderen.

Dette bliver måske den allerstørste forhindring for grøn omstilling, fordi verden kommer til at bestå af emotionelle højdepunkter, når værdigrundlaget er væk. Hellere klimaforandringer end at være udenfor flokken …

Vi havde nok ventet større deltagelse i Klima-Karavanen. Men efter den ved vi, hvad vi skal i gang med. Vi skal gå fra hus til hus, fra dør til dør, og fortælle, at vi skal lytte til videnskaben, tage arbejdstøjet på og finde modeller for det grønne samfund. Vi skal turde se ned i det sorte hul, som den globale opvarmning er i færd med at skabe. Og vi skal give visionerne frit løb og se ind i en fremtid, hvor vi bruger med måde og respekterer den natur, som kan genopbygge de skader, som vi forvolder.

Hvorfor? Fordi JA, det gælder livet.

(Teksten er Bjørns T.S.’s personlige indtryk fra dagene.)