Thrutopia 2024 – Fra sammenbrud til gennembrud

Debat om fremtidsvisioner med Xenia Duffy, Denis Rivin og Solveig Roepstorff. Afholdt i Prismeteltet på Klimafolkemødet i Middelfart, lørdag den 31. august 2024. Ordstyrerne er Annegrethe Jørgensen og Sofie Winge-Petersen.

Annegrethe: Velkommen, og velkommen også til vores panel. Jeg hedder Annegrethe, og jeg er redaktør på bloggen ”Fremtiden i vore hænder”, som holder den her debat. Og så er jeg også farmor og bonusbedste til i alt syv børnebørn.

Sofie: Ja, og jeg hedder Sofie. Jeg er med i ”Gaia – Unge for et Grønt Erhvervsliv”, hvor vi prøver at engagere så mange unge som muligt i klimadagsordenen.

Annegrethe: Før vi kommer rigtigt i gang, vil jeg gerne spørge jer om noget. Jeg kan jo godt se, at jeg ikke er den eneste gråhårede herinde i teltet. Derfor vil jeg spørge jer om, hvor mange af jer, der har børnebørn?

[Nogle i forsamlingen rækker hånden op]

Annegrethe: Jo, jo – det kan da noget.

Så har jeg et spørgsmål mere – og nu skal I bruge klodserne. De rød-grønne klodser, hvor grøn er ”ja” og rød er ”nej”. Indianerne gjorde det, at når de skulle tage store, vigtige beslutninger, tænkte de ikke kun på, hvad der var godt nu og her for dem; de prøvede at tænke syv generationer ud i fremtiden. Det har jeg så prøvet at regne på, med udgangspunkt i mit yngste barnebarn, som er en pige på to år. Det kan være, at hun lever 90 år, og så kommer der flere børn, når hun bliver 30, sådan cirka, og så videre. Jeg tror, at vi kommer ud i år 2270, hvis vi gør det med at tænke syv generationer frem. 2270! Mit spørgsmål til jer går på: Er det sådan, politikerne skal tænke? Rød for nej, grøn for ja.

[Afstemning ved hånds- og klodsoprækning]

Annegrethe: OK, der var ikke nogen, der turde svare nej. Jo, der er lige en dér. Ja, ja, det var provokatøren.

Mit næste spørgsmål til jer er så: Skal vi tænke sådan? Når vi tager vigtige beslutninger i vores liv om måden, vi lever på? Selv provokatøren stemmer grønt nu? Nej, der var en rød derovre … OK, jeg tror, der er flest grønne. Men med klimaet er det svært at tænke på fremtiden, sådan har jeg det i hvert fald. For hvad vil den bringe? Er det sammenbrud, sådan som vi lægger op til her, at det kan blive? Er det gennembrud, også til noget godt? Eller er det sammenbrud og gennembrud? Det er muligt.

Jeg tror, at det vigtige er at vi får sparket den der ”business as usual” – at vi gør, som vi plejer – til hjørne. Det, som vi vil gøre her, er at vise det konkrete i fremtiden. Og det vil vi gøre med ”Thrutopia-visioner”. De er ikke dystopier, selvom der nogle gange kan være lidt for god grund til at have dem. De er heller ikke utopier, som nemt kan blive lidt for lyserøde og urealistiske. De er et eller andet sted imellem.

Det er ”Thrutopia” som i det engelske ”true”, altså ”sandt”. Vi er ærlige om situationen. Hvad det er sandsynligt, at der kan ske fremover på grund af vores handling eller ikke-handling. Men det er også ”through” som i det engelske ”igennem”. Vi tror faktisk på og vil igennem til fremtiden. Med vores børnebørn og vores oldebørn og vores tipoldebørn. Og vi kan gøre det bedre, end vi gør det nu. Først og fremmest i forholdet mellem os og naturen, som måske er den vigtigste krise overhovedet.

Så altså: Først visioner. Så bliver der tid til, at I også kan prøve at komme ud i fremtiden. Og til sidst har vi debat. Er I klar?

Xenia Duffy er Co-CEO, altså meddirektør, og seniorrådgiver i ”zeal”, der rådgiver virksomheder og ledere til at fremtidssikre forretningsudvikling. De har fokus på tre grundlinjer: Mennesker, miljø og økonomi. Da Xenia tog denne fremtidsrejse, rejste hun til 2040, og da er situationen den, at det er efter et sammenbrud.

Du fortalte bagefter, Xenia, at høsten slog fejl flere steder i verden på samme tid. Frugt og grøntsager var ikke til at få. Der var nogle værdi- og leverandørkæder, der brød sammen, tomme hylder i supermarkedet… Er der nogle af jer, der synes, at det lyder bekendt? Det er fordi, de skrev på DR Nyheder i går, at ”Klimaforandringer truer vores forsyningskæder – det får konsekvenser for din indkøbskurv”. Værs’go og spis! Det er ikke helt urealistisk, det her.

Xenia, hvad var det, du oplevede i 2040? Hvad gjorde den helt store forskel?

Xenia: Jamen, jeg er lige kommet tilbage fra min Thrutopia-rejse, hvor jeg har været fremme i tiden. Ikke syv generationer, men lang tid nok til, at jeg selv har fået de første børnebørn. Og det var også efter gennembruddet, for det startede jo i 2024, hvor vi begyndte at kunne se, at leverandørkæderne og værdikæderne brød sammen på grund af de klimauroligheder og konflikter, der skete rundt omkring i verden.

Det der gjorde en forskel, var, at vi langt om længe fik taget os sammen til at se, at vi alle sammen kan gøre en forskel. Men vi kan ikke gøre det alene. Vi kan kun gøre det sammen. Det, der virkelig fik tingene vendt om efter sammenbruddet, var, at vi fik skabt meget stærkere lokale fællesskaber. Vi fandt sammen med mennesker, som gerne ville det samme som os. Vi holdt op med hele tiden at fokusere på det, vi er uenige om – det var vi meget gode til i 2024 – og bedre til at finde fællesskaber om det, vi var enige om. I virkeligheden viste det sig, at der var meget mere, vi var enige om. Vi vil gerne have en tryg fremtid. Vi vil alle sammen gerne tilbyde vores børn og børnebørn et liv og et trygt og retfærdigt råderum at være i.

Annegrethe: Hvad går fællesskaberne ud på?

Xenia: Noget foregår i det makro-økonomiske og noget foregår i det mikro-økonomiske. Det handler om at finde ud af med hinanden, hvordan vi får skabt den tryghed, vi leder efter. I 2024 handlede det om mig, mig, mig. At gå på arbejde, tjene penge og samle goder, som om vi samlede til vinter. I 2040 handler det om at dele ressourcerne med hinanden. Det handler om at vi stiller de store til ansvar. Erhvervslivet og landbruget har fået klare retningslinjer. Både i forhold til, hvad de har lov til, hvad de må lave, og hvordan de bidrager til samfundet.

Samtidig handler det om at kigge på hinanden og finde ud af: Hvad er egentlig vores funktion i dette samfund, i dette miljø? Hvad skal vi bidrage med? Hvordan kan vi producere – og reparere – med de ressourcer, vi har? Hvordan sørger vi for, at det her bliver et trygt og retfærdigt rum for alle? Mindre fokus på mig og mere fokus på vi. Og så søger vi selvfølgelig sammen i mangfoldige fællesskaber, hvor vi kan bidrage med forskellige ting, fra forskellige baggrunde, på en helt, helt anden måde end tidligere.

Det handler også om at se tilbage og finde ind til menneskets oprindelige rolle og funktion i naturen og miljøet. Det er, hvad blandt andet First Nation-grupper gør i Canada. Det handler ikke kun om at tænke syv generationer frem. Det handler også om at tænke syv generationer tilbage. Især i Danmark har vi været rigtig, rigtig dårlige til at huske, at der er en masse viden og erfaringer i vores fortid, som vi kan tage med os.

Annegrethe: Du har fortalt mig om bytteøkonomi. Du har fortalt, at i 2040 er der ikke mere nogen, der har penge i banken. Jeg er rigtig nysgerrig efter at høre om det med, at forsyningskæderne bryder sammen?

Xenia: Altså, vi har jo været rigtig gode til at sikre, at vores samfund er sårbart, fordi vores leverandørkæder breder sig ud over hele verden, uanset om det er materialer eller arbejdskraft. Og det kan jo ikke lade sig gøre i en verden med uro og konflikt og krig og især tørke og oversvømmelser. Der skal vi have kæderne og leverandørerne tættere på, så vi har mere styr på det.

Annegrethe: Du fortsatte jo så i en funktion, der minder meget om den, du har nu. Hvad med virksomhederne? Gik de ned på det her, eller overlevede de?

Xenia: De virksomheder, der handlede tidligt, var helt klart dem, der havde den største fordel. De virksomheder, der hurtigt indså, at det ikke bare handler om, hvad jeg kan gøre for mig selv, men om at bidrage til at gøre det her bedre og betale regningen tilbage, var dem, der kom bedst igennem.

Annegrethe: Så virksomhederne holdt op med at være globale og blev i stedet lokale? Det er måske en del af overskriften.

[Klapsalver]

Annegrethe: Denis Rivin, jeg håber, at mange af jer kender ham. Han står bag nyhedsbrevet ”ActualNews” og er vært på podcasten ”2049”. Det handler om fremskridt indenfor videnskab, teknologi og global udvikling. Ikke fordi han tror, at det er nok i sig selv, men for at vise, at den grønne omstilling allerede er godt i gang.

Da du rejste til Thrutopia, Denis, rejste du til 2042. Det var efter, at den fossile energi var helt væk, og den fossile livsstil var om ikke helt væk så på vej væk. Hvad var den største forskel på det, du så i 2042, og så nu? Hvad var det derude, som var helt anderledes?

Denis: Det fossile er ikke helt væk. Der er stadigvæk rester, men en meget stor overgang har fundet sted, oftest af nød og ikke af miljøhensyn. Men en af de helt store forandringer i 2042 er et radikalt anderledes fokus på mentalt helbred og bevidsthed. Igen, ikke nødvendigvis af hensyn til noget som helst, men simpelthen af nød og stress. Det gennemsyrer bare alt, også de sociokulturelle forskelle mellem generationerne. Så vi har været nødt til at adressere det.

En af de ting, jeg så i 2042, var en opblomstring af det forskningsfelt, der kaldes psykedelisk terapi. Det er virkelig interessant og var allerede i gang her i 2024, hvor man både bliver kureret for depression og angst og fantomsmerter i tænderne og alle mulige forskellige ting. Så får man den her bevidsthedsudvidende oplevelse, som gør, at man ser verden og sammenhænge på en anden måde, ikke mindst når det kommer til medmenneskelighed og vores forbindelse til naturen og planeten. Det er man begyndt at dyrke på en helt anden måde. Det handler ikke om den rekreative brug af psykedelika. Det handler om, at der er sket et kæmpe løft i den kollektive bevidsthed på planeten Jorden.

Annegrethe: Jeg kan godt forestille mig, at der sidder nogle her, der kan følge dig, og nogle, der tænker, at ”det er godt nok mærkeligt, det der”. Du fortalte mig også om, at du derude i 2042 faktisk står for en alternativ og holistisk sundhedsklinik.

Denis: Ja, i min mission for min egen fremtid kunne jeg godt tænke mig at skifte over til dét. Jeg tror, at den grønne omstilling ikke bare handler om videnskab og teknologi og alle de hårde fremskridt, vi ser. Det er mindst lige så meget noget, der sker oppe i hovedet på folk. Det kommer til at være profitabelt at sikre, at folk er ikke-kede af det. Sandsynligvis drevet af erhvervsledere, som tænker, at vi ikke har råd til det her. Vi skal have folk ud og producere, og så får de både det ene og det andet, altså også bedre mennesker.

Og så har jeg tilfældigvis et sundhedscenter. Måske er holistisk ikke det helt rigtige ord. Jeg kunne godt tænke mig, at et fitnesscenter er en del af det. Min vision er, at du får ”sundhed på abonnement”. Man betaler én gang pr. måned – forhåbentlig ikke mere, end at alle har råd til det – og så har vi X antal ting, du kan vælge, afhængigt af, hvad du har brug for. Vores skolesystem er selvfølgelig transformeret til den tid, fordi vi har brug for at udklække nye individer til fremtidens samfund. En vigtig del af fremtidens skolesystem er, at man allerede fra barnsben lærer om neurodiversitet. Man lærer at mærke i sig selv, hvad man har brug for på forskellige tidspunkter, og hvordan man selv sikrer sit velvære.

Annegrethe: Denis har fortalt mig, at han har en liste over alle de teknologiske fremskridt, så dem kan I jo spørge til. Men det jeg vil spørge til, er det, du har kaldt win-win-faktoren.

Denis: Ja, win-win-faktoren er en del af min regenerative tankegang i det hele taget. Lige meget hvad du gør, skal det efterlade dine omgivelser og dem du interagerer med, better off end da du startede. Det ser man rigtig mange tegn på, også med regenerativ ledelse og regenerativt landbrug. Det er så mega åbenlyst, at det er det, der skal til, at selv Carlsbergs direktør for nogle måneder siden var ude og sige: Prøv at høre, vi er også på den her vej. Inden 2040 skal 100 procent af de landbrugsprodukter, vi bruger til at producere øl, være fra regenerativt landbrug, og allerede nu er vi begyndt at gå over til det. Igen, er det bare greenwashing eller er det branding eller…?

Annegrethe: Da du fortalte om din mission, var win-win-faktoren, at der var en masse ting, der gjorde, at vi fik mere nærvær med planeten, og det voksede der en masse godt op af. Det er en bro til Solveig. Giv ham en hånd.

[Klapsalver]

Annegrethe: Solveig Roepstorff er klimapsykolog, og forfatter til ”Klimapsykologi – Hvorfor vi holder klimakrisen ud i strakt arm og den forbundethed der venter, når vi begynder at handle”. Nu er du også kommet med i Klimatalks, Solveig, som kommer ud til højskoler og kirker og måske til dit bibliotek. Og så er du biodiversitetsaktivist, og du laver træer. Da du tog på den her Thrutopia-tur, var det til 2048, og du så også, at der venter os et kollaps. Det var på grund af kaskadeeffekter i økosystemer og traumerne fra det. Altså nogle forfærdelige år, hvor tæppet blev trukket væk under os alle sammen. Kan du fortælle os, hvad der gjorde den største forskel i 2048?

Solveig: Det kan jeg, og det vil jeg rigtig gerne, og tak for den mulighed, Annegrethe. For det gik jo op for mig, at selvom jeg hele tiden går rundt og snakker om, hvordan vi kan være i den her klimakrise og hjælpe hinanden med at forsøge at mindske den, så er det med at gå ud i fremtiden faktisk noget af det, jeg selv har undgået. Så lige da du spurgte, tænkte jeg: ”Ellers tak, der kommer jeg ikke hen!” Men tak alligevel for udfordringen, for jeg gjorde det jo. Jeg er stadig i 2048, jeg er ikke taget tilbage. Jeg befinder mig rigtig godt derude, og det er jo fordi, som du sagde, der var nogle rædselsfulde år – som var så fucked – det var virkelig hæsligt, men til gengæld… Hvis man i én overskrift skal sige, hvad det har betydet, er det, at vi fandt tilbage til os selv. Og det havde vi virkelig brug for.

Så i 2048 kører jeg med et tog. Påfaldende nok er det billigere og nemmere at køre tog i dag, end det var for mange år tilbage, og jeg kigger rundt i noget vildt landskab. Der er ikke noget konventionelt landbrug at se. Jeg skal ud og besøge nogle børnehaver og institutioner, som jeg har fået lov til at samarbejde lidt med. Og det der er supervigtigt derude er, at de er meget lidt indendørs men rigtig meget udendørs. Det er noget af det, den kollaps betød. At vi ikke bare med vores fornuftshjerner men med hele vores krop og vores nervesystem forstod vores forbundethed. At vi ikke på nogen måde kan overskride de planetære grænser. Det mærkede vi på den rigtig hårde måde. Og det har jo altså haft en ret fin kollektiv, regenererende kraft på os.

Når man kigger på de her børn og på mennesker generelt, så må man bare sige, at noget af det, der var fucked ved os for 24 år siden, det var jo, at vi meget af tiden sad ved en skærm i forlængelse af vores krop. Vi havde ikke særlig meget kontakt til os selv. Vi var fuldstændig indsyltet i ideer om, at forbrug er det, der gør os lykkelige. Vi hastede bare rundt og der var så meget mistrivsel og så meget stress og så mange statistikker på det her. Det vilde er, at selvom vi har været igennem alle de her rædsler, så har det faktisk ændret sig markant til det bedre, fordi vi nu ikke længere er fuldstændig afledt af forbrug. Vi kører i et helt andet tempo, og vi er rigtig meget mere udenfor og i kontakt med alle de arter, der bebor denne planet.

Annegrethe: Solveig, jeg har forstået, at derude i 2048 er du stadig psykolog – nu en lidt aldrende psykolog – men hvad betyder det her for dit arbejde?

Solveig: Altså, det gode er jo, at det ikke længere giver mening at sidde individuelt i små lukkede rum og tale sammen. Vi gør ting meget mere i fællesskaber. Og det betyder, at det at ”jeg går til psykolog”, det gør man ikke længere.

Annegrethe: Nu har folk det bare godt?

Solveig: Nej, overhovedet ikke, for vi er jo nødt til at samarbejde og kæmpe og overleve, ikke? Altså, når jeg kører i toget, konstaterer jeg jo, at Sydsjælland er væk. Så det var ikke, fordi det var enkelt for nogen. Men der findes et begreb, der hedder post-traumatisk growth, altså vækst. Det lyder lidt forkert på dansk, men det handler om det, der sker efter voldsomme traumer. Vi snakker rigtig meget om PTSD af gode grunde. Der er mange traumer i verden. Men hvis vi arbejder med de voldsomme ting og forbinder os med det, kan der faktisk komme rigtig megen betydning og mening ud af det, for så får vi fat på, hvad der er vigtigt i livet. Vi ved det godt. Når folk ligger på deres dødsleje, nævner de ikke køkkenmaskine nummer otte eller sneakerspar nummer fyrre. Så nævner de det, de gjorde sammen.

Og jeg skal lige sige en sidste ting. Nogle gange sidder vi også i 2048 og griner af, hvor fucked det var i 2024. Hvor vi havde politikere, der hævdede, at vi var et grønt foregangsland og lavede en pinlig flyafgift. Da vi lige havde hørt om nogle Golfstrømme, der ville gøre Danmark til et arktisk miljø, chartrede de et privatfly, så de kunne komme hurtigt rundt. Det var ret fucked, og vi var ret fucked. Vi mærkede ikke så meget.

[Klapsalver]

Annegrethe: Ja, hvis det ikke er en opmuntrende vision, så ved jeg sørme ikke. Nu er tiden så kommet til, at I også kan komme lidt derudaf mod den her fremtid. To og to, eller tre eller fire, som det nu passer. Prøv, om I kan sidde stille hver for sig og tænk et øjeblik over den forventede fremtid, hvor vi godt kan se nogle ting komme. Og så, når I har gjort det: Vend jer mod nogle andre og prøv sammen at forestille jer den ønskværdige fremtid. Hvordan vil jeg gerne have, at verden ser ud i 2050?

Sofie: Tak for en rigtig god snak rundt omkring i rummet. Det lyder, som om der er fuld gang i de vigtige og potentielt også ret svære samtaler om, hvordan vi ønsker fremtiden. I viger ikke tilbage, og det kan man jo godt forstå, med den fremtid vi har nu. Så selvom det er et rigtig godt sted at være, og vi lige skal have lov til at blive her lidt, synes jeg også at det er vigtigt at dele med hinanden. Er der nogle, der har lyst til at sige højt/fortælle, hvor I er taget hen, og hvad der definerer der, hvor I ønsker at være ude i fremtiden?

Første rejsende: I vores gruppe talte vi om, at der i fremtiden er en kæmpe mulighed, som vi har glemt de sidste to-tre årtier. Det er, at se på Danmark som et klassesamfund, hvor der er kæmpe ulighed, meget større end vi umiddelbart får et billede af. For vi får mere og mere fortalt, at vi er i samme båd, borgerinddragelse, alle skal deltage, og så videre. Men vi har en kæmpe forskel blandt grupperinger, forskellige kulturer, forskellige forbrugsvaner, forskellige syn på penge, forskellige syn på livet og forskellige syn på klima. Spørgsmålet er, hvordan vi bygger bro og udsletter eller udjævner den kæmpe ulighed, der er. I det danske samfund og selvfølgelig også i verden.

Sofie: Solveig, hvordan kommer vi fra, hvad der nærmest lyder som et kastesystem og et meget, meget differentieret samfund, til at gå i gruppeterapi?

Solveig: Ja, altså til at samarbejde i grupper. Det gode, man fik ud af rædslerne og det store kollaps, var, at tingene blev meget mere lige fordelt. Men til det med det gode samfund: En vigtig detalje er, at i det sidste århundrede lykkkedes det nogle socialpsykologer at rejse verden rundt med nogle fortællinger om det onde menneske. At sådan lige under overfladen er vi alle sammen super meget sadister, der gerne vil pine og plage hinanden og alt det der. Og på en måde havde vi et samfund, der kunne bekræfte det. I hvert fald hvis man gik på Facebook og så kommentarsporene. Der er bare det at sige til det, at de eksperimenter faktisk er vildt manipuleret. Da man åbnede arkiverne for noget, der hedder Stanford Prison Experiment og The Milgram Experiment, viste det sig, at folk var manipuleret ekstremt meget til at begå handlinger, som de var dybt imod.

Så vi er bedre end vores rygte. Det er sådan noget, der viser sig, når vi virkelig er fucked. Vi så det også under den første pandemi – COVID – hvor folk var sådan: ”Guuud, folk er jo venlige! De synger for hinanden og hjælper hinanden”. Og der må jeg bare sige: Det er faktisk sådan vi er, når vi ikke lige er afledt af vores kapitalistiske hjul med sindssygt meget forbrug og sidder og stimulerer og bedøver os.

Sofie: Superflot. Var der andre, der havde lyst til at dele deres fremtidsvision?

Anden rejsende: Vi snakkede lidt om det, vi kaldte ”den grønne cykelrejse”. Altså cykel frem for bil, at der blev planlagt ud fra cyklisternes behov. Og i det hele taget det med at komme ud i naturen. At der alle steder var korridorer, så man ikke ligesom først skulle igennem en masse beton for at komme ud i naturen. At naturen var mere for børn.

Sofie: Xenia, du arbejder rigtig meget med virksomheder. Hvordan nåede vi derhen, at det kunne betale sig for nogle at nedlægge gode, effektive og grønne cykelstier?

Xenia: Altså, en af de ting, som vi ser rigtig meget lige nu, er, at virksomhederne begynder at tale biodiversitet, og det er dæleme et kvantespring fra kun at tale om CO2 de sidste ti år. Og der er også ”what’s in it for me”. Det er rigtig svært at forstå, hvad biodiversitet og natur har med mig at gøre, når jeg nu er i en produktionsvirksomhed. Jeg tror, at en af de ting, som vi kommer til at se, er at når først gennembruddet sker, kommer vi også til at se en større følelse af sammenhængskraft. For jeg er fuldstændig enig i, at vi ikke er på samme fod. Der er jo virkelig nogle, der har en helt anden slags midler til rådighed. Men det som virksomhederne godt ved, er, at de både er afhængige af de rigeste, som ejer virksomhederne, og også afhængige af de fattigste, som skal arbejde på virksomhederne. Ellers kommer de ikke nogen steder. Og kunderne begynder tydeligere og tydeligere at stille krav til, hvad det er for noget ansvar, virksomhederne tager. Derfor bliver virksomhederne mere og mere engagerede i at bidrage til, at vi har den her natur, som vi allesammen gerne vil se og være i. De kommer til at tage et ansvar for, hvorfor verden ser ud, som den gør.

Noget af det, som er svært for os i Danmark i særdeleshed, er at se effekten af vores virksomheders aktiviteter, fordi de sker rigtig langt væk. Men når fødekæderne og værdikæderne og leverandørkæderne bryder sammen, og vi pludselig skal til at have en fabrik i baghaven, så begynder vi også at stille nogle krav til, hvordan den fabrik skal drives, hvordan den skal se ud og hvordan den skal bidrage til at sikre et sted, hvor vi kan gå ned og bade og tage vand.

Sofie: Havde vi en fremtidsvision mere?

Tredje rejsende: Ja, når vi så ind i fremtiden, så vi ud i en verden, hvor det virkelig udspiller sig med katastrofer og hungersnød. Og det, der kunne betyde en ændring, ville være, hvis vi i vores overskuds- og overforbrugssamfund begyndte at sende ressourcer ud til information og til hjælp, også økonomisk, til at genopbygge en anden slags huse, som ikke skyllede væk, til at få nye afgrøder, som kan trives med de vilkår, som er nu, sådan at mennesker kan få sig et liv, der hvor de er, og lokalbefolkningen får lov til at tage ansvar for deres nabolag. Det bliver måske lettere i Afrika og Asien. Jeg tvivler på, at vi bliver de første til at tage ansvar for vores eget nabolag, fordi vores samfund er så gennemreguleret, som det er.

Sofie: Hvor er det skønt, at vi nærmest alle sammen er på samme rejse. Det lyder som om I er i det samme samfund, at I har været i den samme boble, fordi I snakker om ulighed og diversitet, som vi skal ud af ved at omfordele goderne på de rigtige måder og specielt med nogle globale briller på. Og hvis vi giver magten tilbage til lokalsamfundene, kan de selv vælge at bygge de cykelstier, de gerne vil. Denis, hvordan kommer vi derhen? Der er også noget med nogle huse, der ikke skal svømme væk og sådan nogle ting? Kan teknologien hjælpe os hele vejen hen til det nye gennembrud?

Denis: Både og! For at tage det med husene, så eksperimenterer man allerede nu rigtig meget med materialetyper, som både er lokalt og relativt bæredygtige og faste nok til at modstå naturkatastrofer. Når det kommer til afgrøder, forskes der rigtig meget i klimaresistente afgrøder. Det er så gensekventerede afgrøder, som man tweaker, og genmodificerede som vi nok får brug for, så man simpelthen får saltvandsresistente afgrøder, som kan blive ved med at brødføde befolkninger. Hvis man har brug for mad, vælger man nok dét fremfor hungersnød.

Men det var den teknologiske del af det. Den vigtigste del, som har en nøglerolle, det er ansvar. Og det er jeg rigtig, rigtig interesseret i. Jeg vil gerne have, at ansvar skal blive en grundpille i samfundet. Der er et bedre ord for det på engelsk, nemlig accountability. Og der hvor jeg godt kunne tænke mig at det startede, var på Christiansborg. Et af de skøreste fænomener jeg kender til indenfor politik, er det, der hedder ”næser”, hvor man får en ”næse” og et nyt job for at lave en eller anden fuldstændig sindssyg hjerneblødning af en fejl, der koster samfundet 32 millioner. Jeg kunne godt tænke mig, at det i stedet blev en juridisk afstraffelse af folk, som blev ”accountable” for de handlinger, de gør. Er der nogle her, der har hørt, at politikerne i Wales har vedtaget en lov, der skal gøre det ulovligt for dem at lyve fra det nye år? Er der nogle af jer, der er stødt på det?

[Klapsalver]

Denis: Det er sindssygt interessant! De siger selv: ”Prøv at høre her. Vi ved ikke, hvordan vi vil gøre det her, men vi er faktisk blevet enige om, at det er det her, der skal til.” Det tror jeg, at samfundet vil have rigtig god gavn af. At der simpelthen blev mere ansvar og accountability for forpligtelser overfor resten af samfundet. Jeg kunne godt tænke mig, at der kom en masse nye love i forhold til begrebet klimaskurke. At der var en juridisk straframme for at smadre tilværelsen for fremtidige generationer. Jeg tror, at det bliver intensiveret i de kommende år, og at folk rent faktisk kommer i spjældet.

Og så er der det her med forbrug. Jeg kan ikke lide det fokus på, at det er ”os”, og det er ”mig”, der sidder med telefonen, og ”mig”, der har et forbrugsproblem. Der burde også være noget lovgivning i fremtiden, som virkelig går hårdt imod at drive rovdrift på befolkningers opmærksomhed. Der skal placeres noget ansvar, som gør, at det hele kører i en bæredygtig cirkulær økonomi.

Sofie: Vi får i hvert fald nogle gode konkrete ting, man kan tage med sig til Borgen. Nu ligner det ikke, at der er mange politikere her, men jeg er sikker på, at I kender en masse derude.

Fjerde rejsende: Jeg har en bondegård og laver permakultur, hvor jeg planter valnødder og spisekastanjer. Spisekastanjer har masser af kulhydrater og fedt – olier – og så noget valnød til, så har man også protein. Og så kan man jo også have nogle køer og så videre.

Jeg bliver lige nødt til at sige noget: Jeg giver dig ikke ret, Denis, i, at vi skal have genmodificerede afgrøder. Hvis vi har en masse permakultur på plads i Danmark og bruger bare tre procent på korn, så har vi nok brød til hele den danske befolkning. Så der er masser af plads til vild natur og til permakultur, til en masse lindetræer og nøddetræer og masser af mad. Genmodificeret vil skabe mange problemer ude i fremtiden, med afgrøder vi ikke kan bruge. Vi skal meget hellere passe på de gamle sorter. Det hele er opfundet. Vi skal bare huske at bruge dem, for hvis vi glemmer at bruge dem og der går tyve år, så fungerer det stort set ikke mere. Så vi skal blive ved med at holde fast i de gamle traditioner og plante en masse træer.

Sofie: Det er jo sådan, naturen har fungeret i mange år.

[Klapsalver]

Sofie: Super. Det her er jo simpelthen et telt fyldt med gode ideer og visioner for fremtiden. Vi har desværre ikke mere tid, for tiden går så hurtigt i godt selskab. Men det, jeg virkelig tager med mig, er, at der er helt enormt mange muligheder for at handle konkret nu og her. Der er nogle, der snakker om et sammenbrud, vi skal igennem. Og så er der andre, der snakker om, at det er måden vi forholder os til hinanden, det er nogle værdier og nogle relativt simple ting, vi skal til at ændre i samtalen med hinanden og dem, vi omgås med.

Tusind tak, fordi I ville være her i dag. Det var superspændende og tusind tak til 1. Majfonden for at sponsorere mødet her. Og tak til jer derude!