I 2040 har naturen fået plads

Rosanna Børsting

Jeg suser gennem Danmark i el-toget fra Aalborg til København og ser ud på langstrakte skove, enge og vådområder, hvor jeg ved, at rådyr og ræve, firben og frøer, ugler og ørne trives sammen med mange andre slags dyr og fugle. Åer slynger sig gennem landskabet, og jeg når endda at se et par fis­kehejrer, som står på bredden og troner. Marker kommer frem hist og her, men de fylder ikke nær så meget mere, for vi har nemlig erkendt, at eksistens kræver plads.

Her i 2040 har naturen med alle dens arter også krav på at være her og dermed krav på gode og sammenhængende levesteder. I Danmark er vi gået fra en sidste plads på beskyttet natur til at have forbedret livet for alle de arter, landet huser. Det har krævet en massiv omstilling af landbruget fra a­nimalsk produktion, som tilbage i 2023 optog halvdelen af Danmarks areal og stod for 30% af drivhusgasudledningerne. I dag, i 2040, er landbruget først og fremmest plantebaseret, og vi kan derfor brødføde langt flere mennesker på mindre plads. Vores vandmiljøer er også godt på vej til at have genvundet fortids styrke og robusthed, og iltsvind sker sjældnere og sjældnere, fordi kvælstof- og fosforudledningen er meget mindre. Vi har også udtaget mange lavbundsjorde, og dét – sammen med en mindre husdyrproduktion – har gjort det muligt at nå CO2-neutralitet.

CO2-neutralitet, det var et mål, som regeringen blev nødt til at fremrykke til 2040 efter at politi­kerne længe havde svigtet den grønne omstilling. Selvom de grønne bevægelser råbte op, sammen med ungdommen og de ældre og børnene, var det først, da gentagne massive tørkener, oversvøm­melser og presset fra kli­maflygtninge kom, at de blev nødt til at handle på klima- og biodiver­si­tetskrisen – de økologiske kriser.

Danmark kom haltende bagefter

Mange skader er sket og sker stadig. Mange mennesker har mistet livet og mange gør det stadig. Danmark har ikke været den grønne frontløber i verden. Vi kom haltende bagefter, for magthaverne og industrien troede på et teknologisk eventyr. Dét eventyr passede bare ikke ind i virkeligheden, som krævede en hurtig og drastisk omstilling. Men fordi de økologiske kriser påvirkede alle sider af livet, er omstillingen de sidste ti år sket med en hastighed, som kun har været mulig, fordi magt­ha­v­erne endte med at erklære nødstilstand.

Så fik vi endelig de omfattende og indgribende tiltag, der var brug for.

At vi tilbage i 2023 stod til at udvide motorvejsnettet for 40 milliarder, udbygge Aarhus Havn, lave lufthavnsudvidelser og bygge Lynetteholmen, er et stort mysterium for børnene her i 2040, der er født på den anden side af vækstparadigmet. Nu er det en selvfølge, at vi ikke uhæmmet kan asfal­tere landet og havet. At livet på land og i havet har værdi i sig selv, og at robuste økosystemer er en vigtig medspiller i et klima, som ændrer sig.

Koralrevene er kommet i historiebøgerne! De døde i klimakrisen og vender nok aldrig tilbage, men heldigvis nåede vi at redde andre dyrebare økosystemer fra at forsvinde for altid. Det oversete land under havets overflade ser vi ikke længere kun som en uudtømmelige ressourcekilde, men som en respekteret ven, der giver os en masse godt, så længe vi passer på det. Den mindre næringsstofbe­lastning fra landbruget kom sammen med et skånsomt fiskeri, som efterlader havbunden upåvirket, så fiskestimer kan trives. Et endeligt farvel til minedrift på de dybe havområder har reddet dyrebare, og for os mennesker mystiske og uopdagede, økosystemer.

Naturen kan ikke længere trumfes

Medejerskab er blevet en central del af omstillingen. Danmarks jord ejes nu ikke af et fåtal men af flertallet. Jordbrugere får i fællesskab tildelt jorde, som dyrkes efter regenerative principper. De forgælder sig derfor ikke længere på livstid, og flere hænder kommer i jorden. Byboere tager også del i fødevareproduktionen, for mange er med i Andelsgaarde og har på den måde en tilknytning til, hvor maden kommer fra. Der er også kommet et udbredt medejerskab i energiproduktionen, så lokalbefolkningen får fordele af at have solceller og vindmøller tæt på sig, og det har skabt et fæl­lesskab omkring udrulningen af vedvarende energi. Og demokratiet har forandret sig til det me­get bedre med hyppige borgersamlinger i alle led af beslutningsprocesserne. Beslutninger sker ikke længere bag lukkede døre, og borgernes stemme vægtes tungt før politikerne når til enighed. Nu er påvirkningen af naturen også en central del af beslutningen og kan ikke længere trumfes med profit.

Jeg er nået til udsigten over Storebælt og tænker på, hvor afgørende de sidste 20 år har været.

Vi var mange, der dengang kæmpede for en grøn retfærdig fremtid. I Den Grønne Ungdomsbevægelse opbyggede vi et trygt handlende fællesskab og fik mobiliseret tusinder af mennesker. Vi udgav vores visioner i manifesterne  “Retfærdig Naturbevarelse” og “Levedygtigt Landbrug” og var med til at skabe en fælles for­tælling om en bedre fremtid. En fremtid sammen med Jordens liv – ikke i kamp mod det. Vi troede på en demokratisk forandring, og den kom til sidst, selvom magthaverne trak i bremsen. For bor­gerne var klar til at turde forestille sig et anderledes samfund og til at tage de første skridt hen mod det.

Et samfund, hvor der er mere plads til det fælles. Hvor vi råder bod på vores historiske, økologiske fodaftryk ved at kompensere det Globale Syd for de naturkatastrofer, der – stadig – rammer deres befolkninger. Hvor liv kommer før profit.