Vi klarer den – for nu

Af Annegrethe Jørgensen

Marcus fra Den Grønne Ungdomsbevægelse Aarhus rejser ud i fremtiden for at finde ud af, hvordan livet bliver, hvis vi ikke når klimamålene. Han lander i 2040, hvor de må leve med en stor eksistentiel usikkerhed. Hvordan bliver det for de voksne, når de bliver gamle? Hvordan bliver det for deres børn?

Alligevel lever de et ret fint liv, og de er – paradoksalt nok – mere glade og lykkelige. Samfundet er i fremgang, trods det vilde vejr og trods klimakaos ude i verden. Hvad er der sket?

Deres svar på klimaforandringerne og klimakrisen er langt fra perfekte, for der kom aldrig nogen masse-mobilisering og da slet ikke no­gen revolution. Politikerne gjorde først for alvor noget, da der ikke var andet tilbage i værktøjskassen end nødvendighedens politik. Klimaflygtningene holdes fra døren med militærmagt og brødfødes i flygtningelejre i nærområderne. Og en del af befolkningen går stadig efter profit og for­brug og får lov til det, selvom det kræver noget mere af Carbon Capture-anlæggene.

Men de fleste har værdierne på plads og lever efter dem på en måde, som giver bedre liv. De er i gang med at genfinde vigtige balancer, som før var forstyrrede og forrykkede, bl.a. af telefonerne.

– Når man ser tilbage på det, så var der nogle vilde år der i starten af 20’erne. Hold da op, folk fik kigget i deres telefoner!! Men pludselig kom der så­dan en bevidsthed omkring at – vores tid, det var egentlig det, der var allermest værd. Og folk begyndte at købe mere ind på de fællesskaber, der var rundt omkring. Der kom også nogle ret slemme restriktioner på hvilke ting fra psykologien man måtte bruge i apps. Farver og be­lønnings-mønster og sådan noget. Så blev ens smartphone mere et redskab. Den blev meget prakt­isk – som det var tiltænkt.

Der er andre ting i livet

– Så det der med digitalisering … Dén krise er ligesom blæst over. Det kunne vi godt finde ud af at håndtere. Det var vores – min generations – forældre, som ikke kun­ne finde ud af at hånd­tere det. De havde svært ved at sætte love og regler op for det, og det fik så indflyd­else på deres børn. Men da de lidt yngre fik mere medbestemmelse, så var det … Vi vidste godt, at det her, det var altså noget lort. Sådan skulle det ikke være for vores børn. Så kom der nogle ret re­striktive regler for det, og det er med til at gøre, at vi har det så godt, som vi har. Vi er også kommet ud af den der – det uddannelsesskub, der var før i tiden.

– Tilbage i 2023 var det en helt generel ting, at alle skulle tjene nog­le pen­ge og man skulle se at få købt sig det her hus, man skulle have. Forbruget var i fokus, og derfor blev man nødt til at tjene penge. Hvorimod – på et tids­punkt, så begyndte vi at sætte vores egen tid i fokus. Det er vores tid, som har mest vær­di og ikke så meget pengene.

I var dem, der begyndte at løsrive jer fra arbejdet?

– Vi syntes, der var andre ting i livet! Jeg er én af dem, der ikke ville gøre det fra starten af, men nu er det blevet en generel ting, at vi arbejder de der 27 timer om ugen. Der er selvfølgelig nogle, der arbejder røven ud af bukserne, men generelt set arbejder vi ikke lige så meget. Vi har ikke brug for så mange penge heller! Fordi i forbrugssamfundet er det sådan at – alt hvad man kan bruge penge på, det er også noget, der udleder noget. Ting er blevet rigtig meget dyrere.  Alt, der udleder CO2, koster helt vildt meget. Så folk ar­bej­der mindre for at tje­ne penge, men samtidig har man alle de her – både lokale og na­turgenopretningsprojekter. Det hænger godt sammen med, at vi også har fået flere og bedre fællesskaber. Vi har fået nogle helt andre prioriteter! Vi er vendt til­bage til, hvordan det var i 70’erne og 80’erne. Ja, og 90’erne med. Alle de foreninger, som vi kender fra dengang, dem er der mange af.  Og folk de elsker at være frivillige. De er til­bage i at være sam­men med hinanden omkring alle mulige sjove og skøre ting.

En bedre bullshit-detektor

Marcus bor i et stort bofællesskab på Djursland, og når han har sine arbejdsdage i København (3 meget effektive dage i lige uger), har han base i et kollektiv, som de er 20 voksne, der har sammen. Han arbejder selv i Klimabevægelsen men fortæller, at langt de fleste virksomheder er fæl­les- eller andelsejede. Og i det politiske landskab dominerer to erhvervsorganisationer, som repræsenterer hhv. de virksomheder, som er fællesejede, og dem, der ikke er det.

Hvordan kan I undgå, at dem der arbejder meget og stadigvæk har det normsæt – at de kan tje­ne så meget, at de kommer til at dominere den måde, samfundet er indrettet?

– Der er stadigvæk politisk kamp omkring det. Vi har ikke bare afskaffet den politiske kamp. Den kan man ikke afskaffe! Men, sådan helt lavpraktisk er der kommet nogle bed­re lobbyregler, som gør det meget nemmere at overskue, hvilke interesser der er i hvilke parti­er. Og folk har fået en helt anden bullshit-detektor. Fordi det er gået så galt, som det er, har vi lige­som taget demokratiet tilbage, og fundet ud af at – okay, hvad var det, der fungerede så godt før­hen? Og hvad var det, der gik dårligt der i 20’erne?  Hvad er det, der har ført os herhen, hvor vi er? Så der er kommet en helt anden … Ja, bedre bullshit-detektor.

Den overordnede diskurs i samfundet er klar: Vi er kommet for sent på den og må gøre alt, hvad vi kan for at genoprette naturen. Det ved alle, og alle er med til at gøre det muligt. De fleste er stop­pet med at spise kød, eller de spiser meget mindre, for det var én af de vaner, som ikke var så hen­sigtsmæssig samfundsmæssigt og derfor er blevet meget dyr. Ca. 10% lever langt hen ad vejen, som de gjorde til­bage i 20’erne, men det rokker ikke ved den samfundsmæssige balance. De bidra­g­er med deres arbejde og betaler bare en – høj – pris for deres forbrug. Men balancen mellem na­tur og menneske, hvad gør de for at genoprette den?

Noget, der gik den rigtige vej

– Fra EU’s side er vi virkelig gået all in på det her med – ikke så meget at beskytte spids­musen, men mere med store naturområder, hvor vi …  Naturen har jo en fanta­s­tisk ev­ne til at genoprette sig selv, og vi har lavet en strategisk vurdering af hvor vi kan få mest natur for færrest penge. Det handler om at modvirke klimaforandringerne, også i nogle af Europas naturområder. Vi har også nogle naturgenopretnings-programmer, man kan søge ind på, særligt hvis man kommer fra et af de lande, som programmet vedrører. På den måde uddanner vi en del af flygtningene, før vi sender dem tilbage til det sted, de kom fra.

Er det blevet lettere at være ung i 2040, end det var i 2023? Fordi der er en klar op­gave, hvor det gør en forskel?

– Ja, for nogle! Det afhænger af hvor du er henne, tror jeg. Hvordan det var at være ung tilbage i 2023. For de mennesker, som ikke syntes, at det der med klimaforandringer var så spæn­dende, og heller ikke havde sat sig ind i det – de havde det egentlig bedre. Det havde de jo! Uvidenhed er al­tid et fint skjold for at have det godt. Så de hav­de det bedre dengang, men resten – dem som var nervøse for fremtiden, og som følte at … Ja, det har du nemlig ret i! De fik det alligevel noget bed­re, fordi de kunne se, at der kunne fak­tisk godt ske noget, der gik den rigtige vej, og det ville de ger­ne bidrage til. Vi har også fået en fornyet kær­lighed til naturen. Ja, det hele er så vildt men sam­tidig kan vi jo se, at … Dengang vi startede med at forbyde bundtrawl og også fik nogle flere sten ud i vo­res indre danske farvande så … Wow, det var hurtigt, de genoprettede sig selv! Det var ret fedt.

Så, i 2040 kan man både have viden og handle?

– Ja, det kan man nemlig!

Vores tid skal nok komme

I 2040 har de lært – på den hårde måde – at det er naturen, der bestemmer. I dén usikkerhed, som det giver, er det kun hver anden kvinde, der vælger at få børn og familie. Er de igennem? Klarer vi os igennem klimaforandrin­g­erne og deres konsekvenser? ”Åh jo, vi er igennem lige nu, men ikke på sigt. Vi klarer den for nu, og så – håber vi” svarer Marcus.

Vel tilbage i 2023 – her hvor klimaforandringerne bliver værre og værre, og aktivisme føles som at slå i en boksepude – siger han det samme. Det var en rejse til ’thrutopia’, så han gjorde sit bedste for at være realistisk, og han er langt fra sikker på, at vi klarer os igennem det, der venter os. Men håbet lever.

Vores tid skal nok komme, siger Marcus. Til den tid skal vi gøre det rigtigt, på en ordentlig måde, og dét kan vi godt forberede os på nu. Ved at præge vores uddannelser med noget grønt, men også ved at handle – allerede nu – på de værdier, som forbrugssamfundet truer. Den kost­bare tid, fæl­les­skab­erne, naturen …

Fortsæt selv, og grib til handling for det, du vil passe på og forsvare!