Vores bæredygtige fremtid – Bent Mariager fortæller

Af Annegrethe Jørgensen

Fællesskaberne er vigtige for at komme i mål i forhold til de kriser, vi står overfor. Det er Bent Mariagers kongstanke, og når han rejser ud til vores bæredygtige fremtid, lander han i et liv, som beviser den. Året er 2044, Bent er lige fyldt 80 og umådeligt glad for at bo, som han gør.

– For mange år siden var der en stor vækst i senior-bofællesskaber, men det sagde jeg allerede dengang, at det havde jeg ikke lyst til – at bo sådan et sted, hvor der kun var gamle mennesker. Der måtte godt være liv omkring mig. Det er der her! Vi er 40 familier og omkring 100 menne­sker, så det er et stort bofællesskab. Vi har boet her i mange år nu, og jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg tog springet fra den almindelige villavej og kom ud til det her sted, hvor det sociale vægter så meget.

Bent er manden bag de Grønne Nabofællesskaber, som fik så stor betydning, at han stadig ofte bliver kaldt ud for at fortælle om dem, der i 2044. Men han triller ikke tommelfingre, når han er hjemme.

– Vi har en stor køkkenhave, som jeg stadigvæk nyder at gå ud og arbejde i. Måske ikke lige så meget som da vi flyttede ind, men … Vi har også en stor skov lige ved siden af – eller stor, måske ikke meget stor som nogle af de andre store skove, der er rundt omkring i Danmark, som heldigvis er blevet fyldt med masser af skov gennem de sidste 20-25 år. Vi har vores egen lille skov i bofællesskabet. Den ligger tæt op ad nabolandsbyen, og vi har været med til at plante den for 20 år siden, da det hele startede. Der elsker jeg at gå ovre …

Ellers snakker jeg med gode venner, med nogle af dem, der bor i bofællesskabet og også med venner, som bor andre steder. Det arbejde, jeg har lavet fra dengang jeg startede de Grønne Nabofællesskaber, har jo fyldt mit liv med fantastiske mennesker, og mange af dem er heldig­vis stadig en del af mit liv så – jeg snakker meget!

Når man ikke behøver rejse den halve klode rundt hele tiden

Bent og hans kone klarer sig fint med et hjem på bare 55 m2, for i det store fælleshus er der god plads til at spise og lave alt muligt sammen. Dem, der arbejder, sidder også i fælleshuset. De be­høver ikke pendle ind til storbyen, så folk har ikke mere brug for at have så mange biler. Bent for­tæller, at bofællesskabet er en integreret del af byen, men at de bare bor på en lidt anden måde end de fleste, som stadig bor i villaer. Nogle permakultur-landbrug ikke langt herfra er også en del af livet i bofællesskabet.

Hvordan I får det hele til at fungere? Hvad har I brug for udefra? Hvad har I at give udadtil?

– Det at handle ting i de gamle klassiske supermarkeder – ja, det sker jo indimellem, at man er der. Der er nogle ting, vi har brug for at købe stadigvæk, men vi har en stor grad af selvfor­synet­hed, hvis man også tager vores nærområde med. Vi bytter også mange ting med hinan­den, så vi har ikke brug for hele tiden at handle. Vores genbrugsbutik er en vigtig del af vores liv, og dét at reparere ting, som næsten var blevet glemt, er vigtigt for vores måde at leve, når man tænker på, at vi faktisk har formået at reducere vores CO2-aftryk så meget, som vi har. Jeg kan huske mine forældre og mine bedsteforældre – det er jo egentlig deres måde at leve på, som vi i mange henseender er gået tilbage til, uden at jeg ser det som et tilbageskridt. Vi har gen-husket – ikke genopfundet, men -husket – den måde at leve på. At tage vare på de nære ting og ikke nødvendigvis behøve rejse den halve klode rundt hele tiden.

Er din kone li’ så meget med på den?

– Njaaaa – hun er 82 og hun kan stadig godt li’ engang imellem at købe lidt nyt tøj, og det skal der også være lov til! Det, der er vigtigt, er jo at vi ikke skal købe alt det her billige tøj og ting ude fra Østen, for her i Danmark har vi rigtig meget af kvalitet. Min kone og jeg, vi har det godt begge to – og nu er der oldebørn på vej!

Mer’ af det vigtige

Bofællesskabet, som Bent og hans kone bor i, ligger på Midtsjælland, tæt på Ringsted, hvor der også er kommet store fælleshuse i 2044. Nærhed og fællesskab er blevet en del af byplanlæg­ningen, for borgerne skal have mulighed for fællesaktiviteter – også når det betyder, at man i nogle kvarterer må ty til opkøb af villaer, som man så river ned for at give plads til fælleshusene.

Sker de her ting frivilligt?

– Der er helt klart nogle, som ikke er med på det! Nogle, der drømmer sig tilbage til livet i 00’­erne og 10’erne og 20’erne. Der var mange, der i lang tid troede på vækst, og så var der nogle, der troede på grøn vækst, indtil det gik op for folk, at det faktisk handler om at leve på en me­re sparsommelig måde. Sparsommeligt på ressourcerne, men ikke på livet, ikke på be­gej­st­ring­en, ikke på fællesskaber, ikke på livskvaliteten.

På alle de parametre er der kommet mer’! Mere glæde, mere livskvalitet, mere venskab, mere fællesskab.

Det krævede både pisk og gulerod at komme så langt. Bent arbejdede nedefra, med borgerne, i de Grønne Nabofællesskaber. Regeringen og kommunerne lagde ting på fra oven, men det viste sig også, at kommunerne var meget interesserede i at samarbejde med borgerne om at lave de for­andringsprocesser, der skulle til.

– Dengang var der kommuner, der ikke var vant til for alvor at arbejde sammen med borgerne, men i dag er det mest almindeligt, at der er et godt samspil. Det er ikke kommunerne, der kommer og siger, at det skalvære sådan her. I dag lytter kommunerne til borgerne, og dét har været godt for borgerne men også for kommunerne. Selvom der er forskelle rundt omkring i Danmark, så er det sådan i dag, at kommunen er borgernes kommune, det er ikke kommunens kommune! Fordi vi er flest, der er med i den her store grønne omstilling, er det også nemmere for kommunen at støtte flertallet. I dag er langt de fleste politikere grønne!

Arven fra stammesamfundene

Hvad er det vigtigste for et godt liv?

– Det er jo det med, at når man står op om morgenen, ved man, at man kan gøre nogle ting inde i sit hjem, for det er stadig sådan, det er. Men så snart man åbner døren, er der nogle, som er parat til at støtte, hvis man har brug for det. Snakke, hvis man har brug for dét. Hjælpe med noget praktisk, hvis man har brug for dét. Jeg er også med nede i fælleskøkkenet og laver mad sammen med de andre – det her med at vi hjælper hinanden er essentielt i det liv, vi fører. Vi lever ikke vores liv på vores egen præmis, for at vi selv skal få det bedste liv. Vi lever vores liv for at vi alle sammen i fællesskab skal få et godt liv.

Man sagde engang, at man skal være sin egen lykkes smed, men det er heldigvis ikke noget, man hører så tit mere. Og kigger man helt tilbage til sådan som vi tror, folk levede i de gamle stammesamfund, var det nære jo det centrale for, hvordan man har levet sit liv. Så var der lige 150-200 år, hvor vi glemte det lidt. Glemte dét, vi egentlig kom af som mennesker. Det har vi genfundet nu i store dele af verden. Vi har genfundet de her måder at leve på, som gør, at vi er kommet næsten i balance med Jorden igen.

Hvad skete der lige med de sociale medier?

– Der er stadig nogle danskere, der bruger dem, men det er ikke så dominerende, som det var engang. Ting kommer og ting går. Da jeg var ung, var der noget, der hed en pladespiller – der er mange ting, som bliver opfundet, og forsvinder, opfundet og forsvinder. Sådan er det også med nogle af de ting, som vi brugte rigtig meget tid på der for 20-30 år siden. Vi hører stadig radio og vi ser stadig fjernsyn, men vi ser mindre fjernsyn og hører mindre radio. Og vi læser masser af bøger! De har faktisk fået en renæssance, og det hænger måske sammen med, at folk ikke arbejder lige så meget. Det gør, at der er tid til også at fordybe sig. Læse for sine børn og læse for sig selv. Vi har også en aften om ugen i bofællesskabet, hvor der er nogle, der læser højt, og det er meget hyggeligt …

Liv i kludene

Er I stadig på vej i bofællesskabet – og på vej hvorhen?

– Det at bo på den måde, vi gør, betyder at samtalerne aldrig slutter. Det er ikke sådan at man kan sige hverken her i bofællesskabet eller i andre, at når man har snakket sammen i 3 år, så ved man det hele og så har man styr på alting. Så kommer der nye mennesker ind med nye holdninger og nye tanker. Et bofællesskab er hele tiden i forandring, og derfor er samtalerne om fællesskabet og om verden altid til diskussion.

Det nyder jeg stadigvæk. At der er liv i kludene, og at folk kommer med nye tanker og idéer.

Når du ser på dine børnebørn – hvad tænker du så?

– Jeg tænker, at de er heldige! Jeg syntes også, at mine børn var heldige, og jeg syntes at de gjor­de det godt, men det var ikke alle, der havde de muligheder, vi havde. Mine børnebørn har i end­nu højere grad haft deres forældre til rådighed til at få en god start på livet. Nogle af dem er blevet store og er selv på vej til at skulle have børn. Det er en glæde at se, at næste gene­ration har haft en god start og har fundet sig godt til rette i den nye tid.

(Det gik knapt så fredeligt for sig i Knud Anker Iversens vision af det bæredygtige samfund år 2035. Læs hans fremtidsvision her.)