Da folk rykkede sammen i bussen

Af Annegrethe Jørgensen

Thomas Meinert Larsen fra Klimabevægelsen fortæller fra sin fremtidsrejse til 2050. Klimaforandringerne hærger og ferie er ikke mere, hvad det var engang.

– Vi har ik­ke de store rejseaktiviteter til langt væk, for levevilkårene er usikre i mange lande. Der er ikke så man­ge steder at rejse hen, hvor man sådan i ubekymrethed kan holde ferie, fordi man ser, at bor­ger­ne også der kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen.

Uh, det giver et stort skift! Du snakker om middelklassefamiliens store helle i livet, om ferien. Du er ikke lige på vej på ferie her i oktober, men der er trods alt efterårsferie lige om lidt, så der skal I alt­så ikke lige et smut nogen steder hen?

– Nej, det kan godt være, at vi ikke er i København i efterårsferien, men så er vi formodentlig i en radi­us, der er under 1000 km fra København. Der er stadigvæk virkelig, virkelig mange, forhåbentlig og­så smukke steder, vi ikke har set eller gerne vil gense, og som kan gøres uden alt for lang rejse­ak­ti­vi­tet. Helbredet sætter også lidt en stopper for, hvor langt man har lyst til at rejse.

– Det er hverken muligt økonomisk eller interessant at lave de her lange ferierejser jorden rundt. Man kan sætte sig ind i en bio­graf og få en 3D-oplevelse af noget natur, der blev optaget for 25 år siden men ikke rigtig findes mere. Man kan vælge at være nostalgisk og gå ind og kigge på det alli­ge­vel. Der ligger masser af filmklip af natur, der var engang, men som ikke er der mere.

Natur – på de præmisser der er i 2050

Gør du det så? Eller undgår du det? Det kan være, at du gør det sammen med børnebørnene for at vise dem, hvad der var.

– Jeg vil hellere opsøge den vilde natur, der stadigvæk er, på steder, som har forandret sig, men hvor der stadigvæk er en eller anden form for natur. På de præmisser, som der er i 2050.

Det er måske et meget godt eksempel på, hvordan situationen er. Heller ikke i 2050 kan flyvning for­svar­es ud fra et klimaperspektiv, og man har fået tiltag, som minimerer problemet (kvoter el­ler CO2­-afgift, Thomas kan ikke rigtig se det).  Men dem, der har råd til det, kan faktisk stadig godt foretage sig klima-ufornuftige ting som en lille indkøbsrejse til USA (et af de få sikre steder at rejse hen). Hvad så med dem, der ikke har så meget og lever i den fælles utryghed, som Thomas fortæl­ler om?

– Altså, der er jo ikke et eller andet kommunistisk styre i Danmark, hvor alle har det samme. Der er stadig forskel på uddannelse og på indkomst og på alle mulige andre parametre. Og nogen har flere ressourcer, og nogen har meget, meget få ressourcer. Men vi har stadigvæk en samfundskon­trakt, som forsøger at sikre, at dem der har mere, på en eller anden måde skal bidrage til dem, der ikke har så meget og ikke kan så meget. Fordi det er i alles interesse. Man bliver nødt til at sikre at der ikke er alt for stor afstand mellem rig og fattig og få og mange muligheder.

Det lyder som om der er sket noget. Et eller andet som har gjort, at det blev mere tydeligt, at dét var i alles interesse. Var der et tidspunkt, hvor det hele var ved at ryge fra hinanden?

Man stiller sig tilfreds

– Det der sikrede samfundskontrakten var, at presset på vores ydre grænser steg. Det gjorde, at folk rykkede sammen i bussen og bekræftede sig selv og hinanden i dét man har til fælles. Og det er, at man trods alt bor i Danmark og har den samme kultur og overalt hylder sådan overordnet set de samme værdier. Man krøb sam­men i bussen, fordi man trods alt har mere til fælles end det der adskiller.

For at få dét til at fungere har de så udviklet et system med løbende målinger af opinionen om, hvor hurtigt den grønne omstilling skal gå og af graden af tilfredshed og lykke i befolkningen. Og i 2050 har lykke med noget andet at gøre end det materielle.

– Jeg tror at … altså om man føler sig værdsat, og synes, at ens liv er meningsfuldt, og om man føler sig lykkelig, det har jo noget med ens mindset at gøre, og også med hvordan naboen og ens nærmeste håndterer det. Hvordan går det dem, og hvordan klarer man sig i forhold til dem, og hvor­­dan klarer man sig i relation til ens nærmeste? Så har man det godt der, tror jeg egentlig, at man stiller sig tilfreds med noget, som dels er et livsvilkår, men som også bare er ok. Det er jo om­stændighederne der gør det.

Og de er svære. Ingen bliver skånet for klimaforandringerne og deres konsekvenser, heller ikke dem, der har ressourcer til at klimasikre sig, for utrygheden er – næsten – overalt. Så fællesskaber er vigtige. De gør hvad de kan for at værne dem, men reducerede er de, især på globalt plan.

Vil vi den fremtid?